ning saa at sige har været fremmed for Tanken (og i mange Egne siges det at have været saa), der kan jo denne Betragtningsmaade ikke engang have formaaet at danne nogen Hindring. Og flere af dem, som omtale denne Almuens Grund mod Svømning, tilføie, at den nok sidder meget løst og mere er at betragte som en Talemaade, man i en Hast finder paa for at besmykke sin Forsømmelse. Den Tale om forlænget Dødskamp har da – kunde man sige – ikke saa meget været en Fordom mod Svømmeøvelser som en Efterdom (om saadant Udtryk kunde være tilladt) til Forsvar for, at man har forsømt denne Færdighed.
Men med større Bestemthed fremhæves af ikke Faa, at Almuerne tænke som saa: Naar Guds Time kommer, nytter Intet.
Eller uden saadan religiøs Vending (med Tanke paa Gud) fremstilles det af Nogle som aandløs Fatalisme eller blind Tro ikke paa Guds Førelse, men paa en ubøielig Skjæbnes Forudbestemmelse. Saa skriver en Præst fra Nordlandene:
„Men for nærværende Tid findes her aldeles ingen Sands for Svømning, ikke fordi den Anskuelse er almindelig at Svømning, om Ulykker indtraf, ofte alene vilde bidrage til at forlænge Dødskampen (skjønt jeg rigtignok ogsaa har hørt noget Saadant yttre), men fordi der hos Befolkningen findes en dybt rodfæstet Fatalisme, naar Talen er om Ulykker paa Søen. Man tvivler ikke om, at den, som drukner, var forudbestemt til at drukne. Man tror, at Intet, altsaa heller ikke Svømning, vilde kunne have frelst ham fra den Dødsmaade, som ved en ubøielig og uundgaaelig Skjæbne var beskjæret ham. Det er især med Hensyn til Dødsfald, at denne Tro er saa rodfæstet og udpræget; ved andre Tilfælde spores den mindre, skjønt det vel neppe staar til at nægte, at vore Almuesfolk i Almindelighed ere med Hensyn til alle vigtigere Begivenheder i Livet i mere eller mindre Grad Fataltister.“
Saadan Tænkemaade er naturligvis gammel i Landet.[1]
- ↑ Ved at læse om denne Fatalisme kom jeg til at mindes, hvad en Bonde sagde, som paa Sverres Tid fulgte sin Søn
