Den hører vel det naturlige Menneske til – ligesaa vel som den rent modsatte Livs-Anskuelse, som en af vore gjæve Saga-Helte, Sigmund Brestessøn, der dengang endnu var Hedning, udtalte saa: Jeg tror paa min Kraft og Styrke.
Ved at lægge nøie Mærke kunde man maaske finde en vis Ustøhed og Vaklen mellem disse to modsatte Begreber, eller nogen Ulighed dels hos de forskjellige Personer i en og samme Menighed, dels hos samme Person ved de forskjellige Anledninger i Livet. Her tænker jeg paa to Ting, som hos den nordlandske Almue synes at staa Side om Side i en mærkelig Modsætning: Stor Tryghed i Tillid til sin gode Baad, saa længe den er paa ret Kjøl, men ikke Tanke om at bjerge sig, naar den vender Kjølen i Veiret.
Det andet af de to Spørgsmaal gjaldt Udsigten til, at Bestræbelser for at faa Svømmeøvelser igang vilde blive understøttede af Almuen.
Her komme de, som have givet Svaret, gjerne til at grunde sin Mening ikke alene paa enkelte Yttringer af Almuen selv, men paa deres egne Anskuelser om, hvorvidt de Omstændigheder og Grunde, som hidtil have været hin- derlige for Øvelserne af denne Idræt, ogsaa vilde være det
til et Ledingsskib og gav ham gode Raad med paa Veien, formanende ham til at være rask og modig i Mandeprøven. Eller sig mig, føiede han til, hvorlunde vilde du forholde dig, naar du kom i Strid og vidste forud, du der skulde falde?» Sønnen svarer: „Hvad var da andet at gjøre end at hugge paa med begge Hænder?“ Faderen: „Men om Nogen kunde med Sandhed sige dig, du ei der skulde falde?“ Sønnen: Hvi skulde jeg da spare at gange frem som bedst?“ Bonden gjenmælede: „I hvert et Slag, hvori du stander, monne Et af To ske: enten falder du eller undkommer du, og vær du derfor djerv og modig; thi alt er forud laget af Skjebnen.“ (Sverres Saga, Kap. 47).
