Side:Folkevennen 1863.djvu/235

Denne siden er ikke korrekturlest
231

Søbad, saasnart den sættes til stadig Deeltagelse i de Voxnes Arbeide, hvilket her skeer tidligt nok. For Arbeideren maatte Aftenen være tjenligst til Søbad, men en luun Aftenstund er her en stor Sjeldenhed.

Uagtet Klimatets Ublidhed hører dog Søbad, helst i Elve og Kjern, med til Børnenes Fornøielser, men da snart Vandet, snart Luften er for kold til at Badningen kan blive behagelig, bruges den for sjelden, og de Svømmeøvelser, som Børnene af sig selv anstille lede deels af Mangel paa Anviisning, deels formedelst deres Sjeldenhed ikke til noget Resultat. Naar Børnene voxe til, gaaer det med denne som med andre Børnefornøielser, den bliver sjeldnere og sjeldnere, indtil den omsider aldeles ophører.

Dog Søbad forsømmes ikke blot fordi de betragtes som en Børneforlystelse uden videre Nytte, men ogsaa fordi Sandsen for Reenlighed er saa liden, at flittig Badning ikke ansees for Pligt, og dette gjælder isærdeleshed de Ældre. De ikke alene forsømme sig selv i denne Henseende, men deres Ligegyldighed yttrer snart sin hemmende Indflydelse over de Unge, og bidrager maaske mere end Klimatet til at standse Børnenes Iver baade for Badning og Svømning.“

Og her være det mig tilladt at anføre, hvad en særdeles human Talsmand for Svømme-Sagen, Provst Müller til Throndenæs, bemærker imod en af de fremsatte Indvendinger:

„Men naar man nu ikke kan naa Hvælvet eller et andet Redningspunkt, vil man kun, siges der, ved denne Svømning uden Nytte „mase“ sig ud, blodigen anstrænge sig; man vil kun forlænge Pinen, bringe sig i en fuld af Angst og Kval frygtelig Stilling, faa en rædsom Dødskamp og berede sig en haard og bitter Død!

Det være mig tilladt at standse lidt her og nøiere betragte den sidst anførte Paastand som Grund for ikke at ville lære at svømme. Det er ikke uden en vis Sky eller Frygt, at jeg ligesom sagte hvidskende stiller det Spørgsmaal frem: er denne Angst, denne pinende Kval, denne forlængede Dødskamp, saaledes som man afmaler den, virkeligen tilstede under Bestræbelserne for ved Svømning at frelse Livet? Turde det maaske ikke mere være en Tanke, en Forestilling som medfølende og deltagende Hjerter danne sig om den Stilling, hvori de mene, at den Skibbrudne