Side:Folkevennen 1863.djvu/236

232

maa befinde sig?“ Jeg tør ikke, og Ingen, som ikke selv har kjæmpet og stridt sig ud af Bølgernes dødbringende Favn, tør her afgive nogen bestemt Mening! Dog – den, som i en lang Aarrække har færdets i disse Egne, har maattet reise over Fjorde, Havsøier og det aabne vilde Hav, har taget mangen Tørning, ja vel endog svævet mellem Liv og Død og staaet Fare for enten at forkomme af Kulde eller at finde sin Grav i Bølgerne, turde vel kunne yde et lidet Bidrag til Oplysning om den Tilstand, hvorom her er Talen, uden selvklog og indbildsk at ville tillægge sin Mening noget afgjørende Værd. Det tør vel hænde, at den omhandlede Pine, Angst og Dødskval snarere er forudgaaende og at Sjælen ryster og bæver i sine inderste Fuger ved Synet af den med Undergang og Død truende Fare, der svæver En over Hovedet. Men naar saa denne naaer sit Højeste, naar saa det kritiske Øjeblik, hvor det gjælder at kjæmpe for Frelse og Liv, kommer, saa synes Erfaring at lære, at alle Legems- og Sjæls-Kræfter og Evner samler sig som i et Brændpunkt, hvorfra udstrømmer en vidunderlig og mægtig Kraft for at bekjæmpe og besejre den overhængende Fare og at komme ud af den. Under denne Kamp forsvinder enhver anden Tanke, Tanken om Liv eller Død, Alt maa vige, for Bestræbelsen: at blive Herre over Storm og Bølger. Saaledes forestiller jeg mig den i Havsnød Kjæmpendes Stilling. Forliset foregaaer i Regelen saa hurtigt, man kastes saa pludselig, saa uforberedt ud i Bølgerne, at der ikke levnes Tid til nogen Reflektion over Fare og Død; uvilkaarligen, uden nogetsomhelst Overlæg, aldeles ubevidst, fast maskinmassigt sætte Arme og Fødder sig i Bevægelse for at naa hen til et Frelsested – Hvælvet eller Klippen; – i Øjeblikket ingen Dødstanke eller Dødsfrygt. Her er en Kamp, en alvorlig Kamp, en ydre Kamp mod Havet, en indre Kamp for Livet, en Kamp, der ud- gaaer fra den Alle indplantede Selvopholdelsesdrift, der rækker den Kjæmpende stor og mægtig Kraft og Hjælp, og der forjager al Tanke om Undergang og Død. Mon ikke Krigeren befinder sig i en den Skibbrudne lignende Stilling? Mon ikke en Uro, Alvor og Bæven, ja vel endog Dødsfrygt er tilstede hos ham, før Slaget begynder? Men, naar han saa kommer ind i Slagets Tummel, svinder ikke da al Angest, enhver kvælende Tanke om Død? Mon ikke ogsaa han har den samme dobbelte Kamp, der ene gaaer ud paa at besejre Fienden, og i Sejeren over ham at finde Frelse for sig?