Og det tør være, at Præsterne i Nordlandene og
Finmarken skulle faa den Tilfredsstillelse at se, at de Bidrag,
som de allerede nu have givet til Sagens Belysning for
deres egen Egns Vedkommende, ville vække Tanken og
Virkelysten i de sydligere Egne af vort Land, her og der,
hvor det endnu monne staa tilbage i dette Stykke. Med
dette for die har jeg da ogsaa ment, at denne Fremstilling
skulde passe for nærværende Skrift. Norge er jo i det
Hele taget et stort Kystland at kalde, og alt Folket skulde
ret kjende vore haardføre og dygtige Søfolks Arbeide og
Strid paa Havet. Jeg holder mig forvisset om, at jo mere
vi lære Sagen at kjende, desto mere skulle vi finde, som fortjener
vor Beundring og Deltagelse, og jeg har tænkt mig,
at Bevidstheden om den almindelige Opmærksomhed og
Agtelse skulde heller anspore Sømanden i hans naturlige
Stræben efter at overvinde de Mangler, som endnu kunne
være.[1]
- ↑ Aviserne indeholde ikke sjelden Beretninger om de mærkeligste Ulykkes-Tilfælde paa Havet; men det er sjelden at se nogen almindelig Bemærkning om, at der hænder saa mange Ulykkes-Tilfælde ved vor Kyst. Desto mere uventet var det mig derfor i flere Henseender, da jeg i den nylig udkomne Femaars-Beretning (af Amtmændene og Indre-Departementet) stødte paa følgende Yttring: „Saaledes heder det i en Beretning om Søstrilen i Strudshavn i Nærheden af Bergen, at han, naar han har samlet saa mange Penge, at han kan kjøbe en Færingsbaad og et Fiskesnøre, kan ernære Familie, han gifter sig da, faar Børn, lever af Sild, Poteter og Vand, naar Fisket er ringe, af Hvedebrød og Kaffe, naar Fisket er godt, og kuldseiler og drukner efter kortere eller længere Tids Forløb, overladende Fattigkassen at sørge for Kone og Børn.“ – Lad os i næste Femaars-Beretning faa høre, at Tingen har vendt sig til det Bedre!
