havde seet dem, og efter dennes Fortællinger vidste han at beskrive Indretningen tilstrækkelig tydeligt: Der var en „Eldstad“ (et Ildsted) midt paa Gulvet, Røgen gik op gjennem en „Ljore“ (Oldsproget ljóri) midt i Taget, til visse Tider lukkedes denne med „Skjaa“ (skjá(r)), og istedetfor Vinduer var der Glugger (gluggar) paa Væggene.
Min Hjemmelsmand er 58 Aar gammel, og det er ikke mere end 16–17 Aar siden hans Bedstefader levede; denne var 96 Aar gammel, da han døde, og vi regnede ud, at den Gamle altsaa var født ved Aaret 1750. Tænke vi os ham som 10 Aars Gut da han saa disse Røgstuer, saa have de altsaa været til ved Aaret 1760 eller for ikke mere end et Hundrede Aar siden. Og dette i Vardal, en af de nu saa vel bebyggede vakkre Bygder, som omkrandse Mjøsen.
Det var paa en Reise op til Valders, at jeg opfangede dette Træk. Men da Opmærksomheden først var vakt, traf jeg oppe i Bruflat, øverst i Randsfjordens Dalføre, ligeledes til at høre en ganske lignende Forkaring, hvoraf det fremgik, at ogsaa der have nogle Røgstuer været at se indtil for et Hundrede Aar siden.[1]
Røgstue-Tiden ligger altsaa ikke længere borte, end at der endnu er Sagn og levende Kundskab om den. Og vel kan det kun have været de sidste Levninger af den gamle Skik, som her paa Østlandet have holdt sig til Midten af forrige Aarhundrede; men jeg er dog med denne Oplysning bleven noget bestyrket i en Formodning, som allerede tid-
- ↑ Og i Valders have endnu middelaldrende Folk seet Sæterstuerne indrettede paa gammel Røgstue-Maade. En Sæterstue er jo liden, og Gnister kunne let sprage fra Baalet midt paa Gulvet hen i Sengene ved den indre Tvervæg; men til at forebygge dette var gjerne en høi bred Stenhelle reist paa Kant ved den indre Side af Aaren; den hed „Aar-Helle.“ I Oldsproget kjendtes ogsaa en arinhella.
