maaede at gjøre det begribeligt (men det formaar jeg ikke for dem af mine Læsere, som ikke have personligt Bekjendtskab med den tydske Videnskabelighed), hvilken mangesidig og dybtgaaende Lærdom der er nedlagt i dette samme Værk. Jeg for min Del undrer mig ikke over, hvad Forfatteren selv siger, at han har behøvet 7 Aars vedholdende Flid for at komme til Ende; men uagtet jeg har seet store tydske Bøger før, saa har jeg dog maattet forundre mig over, at der kan være saadan Overflod af Lærdom i det Land, at at der kan blive saa meget tilovers for et Emne som dette.
Og endda siger han, at han tænker at læse og skrive mere, saasom de sidste to og største Bind, som mest handle om Sproget, kun skulle være Forberedelse til en fuldstændig Ordbog over det. Og ikke alene at han nævner oftere nylig udkomne Skrifter af andre Forfattere, men han omtaler at nogle af hans Kjendinger have lignende Arbeider under Hænder, som altsaa snart kunne ventes trykte.
Jeg blev ikke lidet forundret, da jeg ved mine Undersøgelser om Fantevæsenet her hjemme kom efter, at Skøiernes eller Gaunernes Væsen var saa gammelt i Europa, at allerede Luther kunde skrive en anbefalende Fortale til en liden Bog, som handlede om og aabenbarede deres Kneb og hemmelige Sprog. Men nærværende Forfatter tror at kunne forfølge Fantevæsnet helt op til hine fjerne Tider, da Christendommen fik Indgang hos de tydske Folkeslag og dermed den hedenske Tids Trælestand ophævedes mange Folk, som efter den tidligere Skik skulde været holdte som Træler, fik nu gaa løse omkring og bleve Fanter.
Hermed bliver Fantevæsnet en tusind-aarig Historie Og denne Historie er bleven behandlet med saadan Omhu i disse 4 Bind, fordi den i Grunden, hvad Forfatteren idelig indskjærper, er ikke blot de enkelte Fanteflokkes Historie, men i Virkeligheden en Side af det hele Folks Historie – Vrang-Siden nemlig.
