Der er megen Brøst og Skrøbelighed og Last og
Forbrydelse hos de enkelte Fanter. Men Fantevæsnet som
en Helhed staar som det sørgelige Minde om den mangehaande
Skjævhed og Ubillighed og Vranghed, som har
trukket sig igjennem selve Samfundets Historie, og som har
gjort, at Folk blev Fanter eller saa længe kunde og vilde
vedblive at være det.
Hvad var det ikke for en Vranghed i den almene Tænkemaade hele Middelalderen igjennem, som bevirkede den høitidelige Stiftelse af Bettelmunk-Ordener? Den samme Tænkemaade opmuntrede da ogsaa det falske Betleri, som gav Fanterne deres daglige Brød. Hvad var det ikke for en Vranghed, som forbød Munke og Præster at indgaa Ægteskab? Formedelst denne Miskjendelse af Ægtestandens Værdighed opfyldtes Landene med Usædelighed og Sværme af forulykkede Fruentimmer forøgede Lediggjængernes Flokke paa Betlerstien. Hvad var det ikke for en Vranghed (og den varede desværre ved selv langt ind i den protestantiske Tidsalder), som lagde Uskyldige i Hundredevis paa Pinebænken først og siden paa Baalet for indbildt Hexeri? Dommere og Raadsherrer bleve følesløse og Bødlerne forhærdedes, og hos dem, som allerede monne staa paa Overgangen til at blive Forbrydere og Stimænd, udslettedes under en saadan Retstilstand den sidste Rest af Agtelse for Menneskeværd og Menneskeliv.
Det Skrift, jeg her har for Øie, indeholder nu i sin historiske Afdeling en mærkværdig Samling af Oplysninger om al denne Fælhed fra de svundne Tider,[1] og det fort-
- ↑ Som Prøve hidsættes følgende lille Notits, fra Kapitlet om Bødlerne, som tidt bleve Fanternes Kammerater: „Saa mange gamle Akter En end har læst, saa gyser man dog bestandig paany, naar man tager en Tortural-Protokol for sig og læser om de udtænkte Pinsler, som kaste
