Fantesproget i Tydskland er kjendt af en hel Mængde
Ordfortegnelser, som er kommen frem Tid efter anden fra
Aaret 1500 indtil vore Dage, da Politiet paa nogle Steder
planmæssig skriver op alle de nybagte Ord og Udtryk,
som komme for dets Øren. Alle disse Ord tager Forfatteren
nu for sig, et for et, for at udfinde af hvad Rod de
monne være rundne, af hvilke naturlige Sprog de kunne
skjønnes at være hentede. Mange vise sig tydelig at være
Fordreielser af Latin, Fransk, Jøde-Tydsk, Almue-Dialekter
o. s. v., og rent opdigtede ere maaske ingen; men der er dog
adskillige Ord, som endnu staa som uopløste Gaader. Ja,
disse sidste ere nok flere, end Forfatteren ret vel vil tilstaa
for sig selv, og derfor kommer han undertiden med Forklaringer,
som ikke holde Stik. Et Exempel tør jeg maaske byde.
Den Bog om Fanterne, som Luther skrev den omtalte Fortale til, og som selv var et Optryk af en ældre, blev efter ham igjen optrykt mange Gange og derved ofte forsynet med smaa Tillæg. I et af disse Optryk fremkommer det Ord hoesf, som skal betyde Brød. Vor lærde Forfatter forklarer dette Ord med synlig Sikkerhed saaledes, at det skal være en Forkortelse af Plattydsk Höfd, Gothisk haubith, Angelsaisk heafod, Islandsk høfuð, Svensk hufwud, hvilket alt er det samme som vort norske Ord Hoved, som Fanterne skulle have brugt at kalde Brødet, fordi dette er Hovedsagen. – Dette klinger nu for det Første ikke rimeligt. Men nu kommer her lidt til. I en anden gammel Ord-Fortegnelse til Gauner-Sproget fremkommer det Ord houele, som er oversat paa Latin canis (en Hund). Dette mener Forfatteren maa være en Trykfeil istedetfor hint hoeff, og da nu dette betyder Brød, saa maa fremdeles den latinske Oversættelse canis være Trykfeil istedetfor panis, hvilket er det latinske Ord for Brød.[1]
- ↑ Se Værkets 4de Del, Side 68 og 82.
