Dette klinger heller ikke rimeligt og kan derhos bevises at være falsk. Thi i en liden Ordbog, som haves over det jydske Natmandssprog, forekommer det Ord høvl, en Hund, og det svarer jo tydeligvis til hint Gaunerord houele, canis.
Netop siden Forfatteren sees at være udrustet med mange Sprogkundskaber, ere saadanne Exempler paa Nødder, han endnu ikke har kunnet knække, saa overmaade interessante. Skrive disse gaadefulde Ord sig fra den graa Fortid, fra længst forsvundne Folk og Tungemaal? Eller hvor skrive de sig fra? Ingen veed det. Men den Omstændighed, at et saa betydeligt Værk som det nu omtalte har kunnet komme for Dagens Lys, vidner om en Interesse, som nok vil forfølge Sagen, og sker det, at lignende Værker som nærværende blive udarbeidede for Frankrigs og Italiens og andre Landes Vedkommende, og at saa tilsidst en Mand med overlegen Begavelse kan sammenfatte de i alle Lande tilveiebragte Oplysninger i en Sum, saa tør det nok være, at Fantevæsnet – denne Folkelivets uhyggelige Dunkelhed – skal blive kjendt og forstaaet fra Begyndelse til Ende.
Trods hine Smaafeil i Ordforklaringer viser denne Forfatter sig som sagt som en stor Sprogmand og Historieforsker; dertil har han som Politimand samlet sig et nøie personligt Kjendskab til Fanternes hele Væsen, og han viser stor Interesse for den praktiske Virksomhed, som gaar ud paa Fantevæsnets Udryddelse. Her er altsaa en overmaade sjelden Forening af Forfatteregenskaber, og Verket er dermed et maaske enestaaende Bidrag til Videnskaben om Forbryder-Folket. Det behøvede visselig ikke at være saa vidtløftigt, som det er, og Vidtløftigheden skal maaske være en Hindring for den gavnlige Effekt. Men det skal dog vist ikke feile, at Værkets videnskabelige Alvor skal støtte
