Om end maaske Holbergs historiske Skrifter ikke egentlig viser dybtgaaende Lærdom, saa vidner de dog alle om en samvittighedsfuld og sandhedskjærlig Undersøgelse, der dog ikke har været til Hinder for Fremstillingens Klarhed, Liv og Lune. Men han klager højlig over de Vanskeligheder, han har havt at kjæmpe mod under sine historiske Forarbejder, og er nærved at fortryde paa at han har anvendt saa megen Tid paa dette Studium, naar han betragter „den Uvished og de Stridigheder, som derudi møde.“ Snart er Kildeskrifterne som i Middelalderens Kirkehistorie, „opfyldte med opdigtede Jærtegn, og deres Læsning desmere u-fordøyelig, efterdi Stilen derhos er saadan, som man kand forgive Rotter med“ – snart paa Grund af Censurtvangen indtørrede til „Lovsange eller tørre og mavre Dag-Registere, saa at det Stempel af Imprimatur, som settes paa Bogen, kand forsikkre Læseren om, at han derudi intet andet vil finde“ – eller Nationalforfængeligheden har taget al sund Kritik fangen: „de danske Antiqvarii extravagere herudi, og vore Naboer end meere: thi alt hvad som findes paa Jorden bliver Gothisk, og alt hvad som er skeed udi gamle Dage, maa være passeret udi de Nordiske Lande; saa at der fattes ikkun, at Noæ Ark skulde have hvilet sig paa Dovrefjeld, og Frugten af det forbudne Træ skulde blive til et Svensk Æble“ (En tydelig Allusion til Rudbecks Atlantica). Med hans udelukkende Retning mod det Reelle og Faktiske kan det ikke undre os, at f. Ex den hele Sagn- Antiqvarius, Oldforsker. Extravagere, skeje ud.
Side:Folkevennen 1863.djvu/296
Denne siden er ikke korrekturlest
292
Holbergs Karakter og Meninger.
Efter hans egne Udtalelser.
(Af H. Lassen.)
(Slutning.)
