Side:Folkevennen 1863.djvu/297

Denne siden er ikke korrekturlest

293

historie forekom ham at være en intetsigende Ammestusladder; i den græske heroiske Tidsalder finder han „ikke andet end en Samling af raa og vanskabte Fabler‚“ og af samme Grund ansaa han det for spildt Møje at befatte sig med den nordiske Oldtid – man betænke paa hvilket Standpunkt vor Oldforskning dengang stod – „at studere Nordiske Antiqviteter er ikke andet end at rage udi Møddinger; jeg ynker alle dem, der fordybe sig formeget derudi. Jeg for min Part kunde ikke giøre det til mit Hoved-Studium, uden jeg ved en Høyeste-Rets Dom blev dømt dertil.^[1]“

I den klassiske Litteratur hørte Plutark – hvis Me- Antiqviteter, Oldsager. Extemporal, gjort paa staaende Fod. Naturalier, Anlæg. Inclination, Tilbøjelighed.

↑ Først i sine sidste Aar begyndte han at læse Oldnorsk, og gjorde saavidt Fremgang, at han nogenledes forstod Snorre. Forresten har han dog i vore Oldskrifter (forsaavidt de var ham tilgjængelige i Oversættelser) fundet et og andet som interesserede ham. Saaledes saa han i Hirdskraaen et merkeligt Bevis paa at det gamle Norge ikke har været et saa barbarisk Land, som man indbilder sig (Ep. 175), og ved at læse Torfæus’s Historie forbausedes han over „tvende synderlige Ting, som ikke ere fundne hos andre end hos de gamle Norske;“ nemlig de idelige Tronstridigheder, og „at Norge og Island have vrimlet af Poeter. Thi der er fast intet Slag holdet, lidet eller stort, og ingen merkværdig Ting er skeed, at der jo citeres en Poets Vidnesbyrd, som paa samme Tiid haver seet, hvad han udi Vers haver antegnet. Det forunderligste er, at der fandtes utallige Mænd, som giorde Profession af extemporale Vers.“ Men, tilføjer han: „det er vel troeligt, at Poesien haver været derefter.“ – „Ikkedesmindre seer man dog, deraf Nationens synderlige Naturalier og dens Inclination til Digtekonst.“ I en anden Epistel (171) sammenligner han de gamle Nordmænds Stridbarhed og Ustadighed, med den „Bestandighed, Lydighed og Afskye for Oprør, paa hvilken de nyere, lige fra Reformationens Tider, fremfor alle Nationer paa Jorden, vise Exempel.“ Berømmelsen er i al Fald velment.

[1] Først i sine sidste Aar begyndte han at læse Oldnorsk, og gjorde saavidt Fremgang, at han nogenledes forstod Snorre. Forresten har han dog i vore Oldskrifter (forsaavidt de var ham tilgjængelige i Oversættelser) fundet et og andet som interesserede ham. Saaledes saa han i Hirdskraaen et merkeligt Bevis paa at det gamle Norge ikke har været et saa barbarisk Land, som man indbilder sig (Ep. 175), og ved at læse Torfæus’s Historie forbausedes han over „tvende synderlige Ting, som ikke ere fundne hos andre end hos de gamle Norske;“ nemlig de idelige Tronstridigheder, og „at Norge og Island have vrimlet af Poeter. Thi der er fast intet Slag holdet, lidet eller stort, og ingen merkværdig Ting er skeed, at der jo citeres en Poets Vidnesbyrd, som paa samme Tiid haver seet, hvad han udi Vers haver antegnet. Det forunderligste er, at der fandtes utallige Mænd, som giorde Profession af extemporale Vers.“ Men, tilføjer han: „det er vel troeligt, at Poesien haver været derefter.“ – „Ikkedesmindre seer man dog, deraf Nationens synderlige Naturalier og dens Inclination til Digtekonst.“ I en anden Epistel (171) sammenligner han de gamle Nordmænds Stridbarhed og Ustadighed, med den „Bestandighed, Lydighed og Afskye for Oprør, paa hvilken de nyere, lige fra Reformationens Tider, fremfor alle Nationer paa Jorden, vise Exempel.“ Berømmelsen er i al Fald velment.

[1]