Tidens egen Aandløshed bidrog nu paa mange Maader
til at styrke Holbergs medfødte Utilbøjelighed for den
alvorlige Digtning og vi kan med Samtidens Rimerier for
Øje intet have at indvende mod den Dom over Versekunsten,
at det er „en Konst at forvirre Talen og bringe Ordene
ud af deres naturlige Orden“ (Konsten er ellers, heder det
et andet Sted, meget gammel, saa at den tjener til Beviis
paa, at Verden haver været længe gal). Han tilraader
efter Italienernes og Engelskmændenes Exempel at afskaffe
Rimene, samt i det hele taget simplificere Reglerne for Versekunsten;
„thi saadant er ikke andet end en Torture for en
fattig Poet, hvilken ellers kand have Arbeide nok med de
høje Tanker og det Sublime, som Poesie udfordrer.“[1]
Som Exempel paa Rimenes Urimelighed anfører han Verset
af den daglige Morgensang, hvor Poeten for at faa Rim
paa Frugt siger: du Morgenstierne som Balsom sødeste
Lugt, og altsaa „i Steden for at beskrive Morgenstiernen
af sin Klarhed, haver beskrevet den af sin Lugt, da dog
intet Menneske paa Jorden kand sige, hvad Lugt en Stierne
haver.“ Forresten indrømmer han villig, at „Poesien er et
ædelt og herligt Studium, og at en retskaffen Poet er all
Ære værd.“
Det sandeste og fulde Udtryk for sit Følelsesliv fandt Holberg i Musikken. Bekjendt er Scheibes Beretning om at han under Prøven paa en højtidelig Kirkemusik et Par Gange med Lommetørklædet for Øjnene traadte bag en Pille for at skjule sin Bevægelse og naar han nu og da omtaler denne Kunst, sker det med en Uforbeholdenhed og Varme, Torture, Pinsel.
- ↑ Selv skrev han sine Vers med den største Vanskelighed „Jeg vil heller skrive en stoer Foliant broderet med Citationer, end en Peder Paars igien;“ og „moxen hvert Blad koster mig en dygtig Hoved-Pine og 12 Skilling udi Cafe at jage den paa Dør med.“
