som vidner om, at han her ret taler ud af Hjertet. Han spillede selv Fløjte og Violin; angaaende det sidste Instrument klager han endnu i sine sidste Aar over, at han aldrig trods idelig Øvelse har kunnet lære at stryge rigtig; paa Fløjte synes han at have havt en ikke ringe Færdighed, i al Fald ansaaes han under sit Ophold i Oxford „for en af dem der allerbest forstod at tractere en Fløyte.“ Hans Ytringer om Musikkens Udartning er som de kunde være skrevne om visse Udskejelser i vor egen Tid; hvorvidt de i Virkeligheden er berettigede kan jeg, uden Kjendskab til den Tids musikalske Litteratur, ikke afgjøre. Maaske havde man dengang ogsaa en „Fremtidsmusik,“ som var ham for høj; for sit Vedkommende holdt han sig til Fortidsmusikken, blandt hvis Mestere han udhæver Corelli, en i Instrumentalmusikkens Historie epokegiørende Komponist,[1] hvis Tid (omkring 1700) han betragter som Musikkens Guldalder. „Ved vort Seculi fordervede Smag,“ heder det, „er den Musik, som for 50 Aar siden haver været i Brug i Europa, ganske vanslægtet fra sin naturlige Sødhed. Thi de Compositioner, som nu giøres, sigte mere til Konst end Angenemhed, meer for at give Musicantere og Sangere noget at exercere sig paa, end at fornøye Tilhørere; saa at det er gaaet med Musikken som med vore nymodiske Skue-Spill, hvilke gamle Folk, hvis Smag er endnu ey fordervet, ikke kand ansee uden Vemmelse. Disse Tiders Kiendere ville intet have uden hvad som er vanskeligt og konstigt, skiønt man kand sige, at det er aldeeles ingen stor Konst at componere en vanskelig Concert; thi mangen een kand ved en simpel Menuet vise Prøve paa et rart Genie og et naturligt Seculum, Aarhundrede.
- ↑ „Corellis Kompositioner udmerker sig ved letflydende Melolodier, Klarhed og jevn Naturlighed.“ Grendel, Geschichte der Musik.)
