Fald i en vis Periode af sit Forfatterliv, har havt en levende Følelse af at han først og fremst var Digter – hvem kan tvivle paa det? I tidligere Aar, da han ved Peder Paars havde vundet sine første Laurbær, da den nyoprettede Skueplads næsten udelukkende tog hans poetiske Evner i Beslag, udtaler han sig i Skjemtedigtene, Just Justesens Fortaler og paa flere Steder, om sit Digterkald med en ungdommelig Frejdighed, der staar i temmelig sterk Modsætning til den næsten undskyldende Tone, i hvilken han i senere Aar berører denne Side af sin Virksomhed, næsten som om han ikke vilde være sig ret bekjendt, at han var Digter. I dette Tidsrum (1719–1727) raadede hans poetiske Genius med ubunden Frihed; næsten alt det, som vi nu regner blandt hans ypperste poetiske Frembringelser, tilhører disse Aar, da Trangen til poetisk Produktion alene for Produktionens Skyld var den alt andet overvejende Drift. I klare Ord udtaler han denne Stemning i den tredie Satire:
Jeg veed Invidia og Irus dem geleyde,
Der saadan Strænge rør, mod Verden føre Feyde;
Jeg sligt dog ændrer ey, min Musa er for kaad,
Den i Bevægelse tidt sætter saa mit Blod,
At jeg ey sove kand, før jeg i Pennen fører
Alt Galskab, Giekkerie, alt hvad jeg seer og hører.
Ved mindste Leylighed min Musa siger: Skriv,
Her er Materie, gak hen, Afrisning giv!
Jeg ofte siger ney med en Catonisk Mine,
Det hielper ey, thi jeg omdrives som Machine.
Jeg disputerer tidt, jeg bander og seer suur,
Den leer og siger: Du ey ændrer din Natur.“
Senere forandrede Forholdene sig i mange Henseender. Theatrets Stansning, og den mørke Pietisme, som under Kristian den 6tes sextenaarige Regjering nedtyngede alle Invidia og Irus, Misundelse og Fattigdom,
