ligger en Slange under, og at mine Erklæringer ere derudover ikkuns opdigtede, hykkelske, og alleene giorte af Frygt; thi, om jeg kuns vilde alleene tale om Aarsens Tider, og at det var got Veyr i Dag, søgte de strax efter en dobbelt Meening i mine Ord, nemlig een lige ester Bogstaven, og en anden efter min Meening, da dog der er ingen, som kand være meere aabenhiertet end jeg er.“ Han forsikrer, at han har „ofret mangen god Concept,“ ja ladet hele Ark omsætte, af Frygt for at en og anden skulde føle sig personlig truffen; men det hjalp ikke; thi „hvorledes man indretter Satirær, saa faaer man Fiender derved, og jeg er vis paa, at om Hans Mikkelsens Poema var oversat paa Persisk, skulde mange Borgere udi Ispahan sværge paa, at det var sigtet paa dem,“ saa der er vel tilsidst ingen anden Udvej end den, at
„een, der skrive vil,
Ey tegner noget Navn i skiemtsom Skue-Spill,
Som bruges i det Land, hvor Digteren har hiemme,
Sligt til indbyrdes Krig kun tiener at forfremme:
Paa Landets Navne han en Liste have maa,
Saa kand han sikker frem og uden Fare gaae.“
„Jeg haver heller lagt Tømme paa min Geist, end givet den Tøjlen, og jeg kunde have moraliseret med større Fynd og Eftertryk, hvis jeg ikke havde skrevet med Præcaution og ligesom med Svøben over Hovedet. Man dandser ikke vel, naar Gulvet er knortet og ujævnt; man synger ikke vel, naar Synge-Mesteren staaer med Ferlen udi Haanden og man sover ikke vel, naar man er bange for Spøgelser. Det er Ont at skrive udi et Kammer, som er fuldt af Fluer og Insecter, og hvor man maa sidde med Pennen udi den eene og Fluesmekken udi den anden Haand.“ „Mine Skiemte-Digte,“ heder det et andet Sted, „mine Skue-Spill, Peder Paarses Historie Niels Klims Rejse, have sat mange Præcaution, Varsomhed. Concept, Indfald.
