Komedier i deres Nyhed en Tiltrækningskraft, hvorom vi, saa forvænte som vi er med alskens æsthetiske Nydelser, maaske ikke godt kan gjøre os en Forestilling Det var første Gang Folket saa sig selv i Kunstens Spejl, og i dette „første Gang“ laa et Trylleri, som det der griber et Barn første Gang det er i Theatret. Og det Ensidige i Holbergs poetiske Anlæg stod i en saa lykkelig Samklang med den hele aandelige Temperatur i en Tid, hvis Tankeliv ikke rakte udenfor de fire Vægge; alt hvad der heder Pathos var Tiden ligesaa fremmed som det var ham, og han kunde som denne jevne Borgerstands Digter med fuld Grund hævde det Ædruelige i sine Komedier ligeoverfor „de meget Romansk forliebte Skue-Spill, hvilke passe meget lidet her paa Stedet, og haver ikke den Grace her som i Engeland eller andre Riger, hvor Folk hænger sig af Kierlighed.“
Ved hele sin Forfattervirksomhed havde Holberg tillige det Maal for Øje, at hævde vort Modersmaals Berettigelse som Kultursprog, praktisk at vise dets Brugbarbed i de forskjelligste Retninger:
„Jeg skriver eene ey for at moralisære,
For Folk ey eene, men og Sproget at polere,
heder det i den tredie Satire og om Komedierne et andet
Sted, at „hvis intet andet var at sige til vore Skuespils
Forsvar, kunde man frit sige, at derved gives Middel til
det Danske Sprogs Forfremmelse – Det haver i sig selv
alle de Behageligheder, som noget Sprog kand bryste sig af.
Thi det er letflydende, naturligt og uden Vanskelighed og
ringeste Contorsion kand udtales, og haver Erfarenhed viset, at
det er ligesaa beqvemt for Tragoedier og heroiske Vers, som
for Comoedier og Musik, hvilket ikke kand siges om mange
andre Sprog.) Det var merkelige Ord paa en Tid, da
vort Sprog var saa ringeagtet, at efter Holbergs Vidnes-
Contorsion, Fordrejning.
