Side:Folkevennen 1863.djvu/310

306

byrd „de fleste Standspersoner læse heller Pølse-Snak paa Fransk end de grundigste Skrifter paa deres eget Sprog, saa at dette Land er fast det eneste paa Jorden, hvor man finder Folk, som giøre sig en Ære af ikke at forstaae deres eget Modersmaal.“ Hvad han fortæller om sin egen Opdragelse giver os et klart Begreb om Samtidens Anskuelser i denne Henseende: „Saa snart jeg begyndte at tale, blev jeg sat udi en Tydsk Skole; thi mine Forældre raisonnerede med andre godt Folk i deres Nabo-Lav saaledes Lad ham kun brav øves i det Tydske. Det Danske læres af sig selv, det er at sige: Lad ham lære Tydsk i Skolen; Dansk kand han for intet lære af smaa Drengene paa Gaden: Saaledes bleve de fleste Aar af min Barndom bortdrevne ved at lære Tydsk udi Skolen og Dansk udi Ammestuen. Da der begyndte at frembryde lidt Dun paa min Hage, syntes mig, at det var høy Tid for mig at reise uden Lands. Jeg giorde ogsaa adskillige Reiser, og hver gang jeg kom hiem, var jeg udi samme Tilstand som Jean de France, i det at mit Modersmaal vilde ikke synderlig flyde for mig; thi man kand let glemme det som man aldrig har forstaaet tilgavns. Endelig, da jeg skulde skride til solide Ting, og skrive Dansk, kunde jeg ikke hitte paa Ordene, vidste ey heller at orthographere dem ret. Jeg skrev derfor lige- som Ordene udi en Hast kunde falde mig ind. Naar jeg for Exempel ikke kunde hitte paa det Ord Iagttage skrev jeg beobagte, naar et Zignet ikke vilde falde mig ind, skrev jeg Pitskaft. Naar jeg ikke kunde erindre Dens eller Dets, skrev jeg dessen, isteden for derudi, derudinden o. s. v.“ Først naar vi stiller os denne barbariske Tilstand klart for Øje, kan vi ret paaskjønne det geniale Instinkt, hvormed en Forfatter, der ved Begyndelsen af sit Forfatterliv saa at sige maatte lære sit Moders-
Orthografere, bogstavere ret.