maal paanyt, forstod at træffe den Grundtone i vort Sprog, som det endnu gjennem en mangesidig Udvikling har bevaret. Hans Sans for Udtrykkets Naturlighed og Præcision var under Opholdet ved de udenlandske Højskoler fornemmelig bleven øvet ved Læsning af franske Skrifter: „dette maa jeg tilstaae at alt det, jeg veed,[1] har jeg Franske Bøger at takke for, thi af deres Læsning har jeg faaet min Smag i Tide dannet.“ Ved fortrinsvis at slutte sig til den franske Litteratur, hvis Sprogtone i den prosaiske Fremstilling stemmer saa godt med vort Modersmaals Aand, betraadte han den samme Vej, som de norske Digtere i det følgende Tidsrum, til saa stort Held for vort Sprogs sunde Udvikling, fulgte, og hvilken Vægt han lagde paa denne formelle Side af sin Virksomhed, kan sees af følgende Ytring i hans Selvbiografi: „Hvis jeg haver nogen Meriter udi Studeringer da bestaaer det derudi, at jeg har søgt at curere Folkes gemeene og pedantiske Smag. Thi saasom jeg i Tide kom til at studere ved de Franske og Engelske Academier, lærte jeg ikke saa meget at skrive lærdt, som net at exprimere min Mening.“
Klarhed og Simpelhed i Bygningen udhæver han som vort Sprogs rette Særkjende: „Som det Danske Folk i sig selv er saa meget fri for Affectation som nogen Nation, saa er ogsaa Sproget med saadant ikke befænged, lider ingen Extremiteter, og derfor fortiener al den Zirat, al det Arbeyde, man kand anvende derpaa.“ Han fremhæver fornemmelig disse Fortrin i Modsætning til Tysken: „Hvad som i Tydsk er Majestætisk, bliver udi Dansk unaturligt og høytravende,“ og med Hensyn til Sprogbygningen mener han, at naar Tyskerne f. Ex. sætter Verbum i Enden af Sætningen, er dette ikke bedre end at spænde Vognen foran Exprimere, udtrykke. Extremitet, Udskejelse.
- ↑ Ep. ad virum perillustrem. Saa staar der i den gamle Oversættelse; i Originalen heder det med et svævende Udtryk: me libris Gallicis omnia debære.
