Hestene „Naar jeg er det Franske og Tydske Sprog lige mægtig, saa kand jeg eengang saa hastig læse en Fransk Bog, hvorudi Dispositionen er naturlig, som en Tydsk, hvor der giøres slige krumme Spring udi Stilen, saasom jeg ikke kand fatte noget af en lang Periodo, førend jeg kommer til Enden, og inden jeg kommer til Enden, har jeg tit glemt Begyndelsen.“
Som alle Forfattere, for hvem den litterære Virksomhed er et Livskald, gav Holberg sig meget lidet af med sproglige Experimenter. Han tog uden videre Sprogstoffet som det laa ham nærmest for Haanden; det vil da under den Tids litterære Armod først og fremst sige det dannede Talesprog. Rigtignok siger han etsteds, at han blandt andet „profiterer udi Sproget ved at samtale med Bønder; „thi jeg lærer af dem gode gamle danske Ord, som udi Kiøbstæderne ere forglemte,“ og de Scener i hans Komedier, hvor Almuesfolk indføres, vidner ogsaa om, hvor fortrolig han var med deres Udtryksmaade – men forresten var det ikke hans Sag at sætte rare Gloser i Omløb; har han f. Ex. havt Valget mellem et ægte dansk eller norsk Ord, som var sjeldent, og et fransk, som var gjængs i den Læsekreds han henvendte sig til, er der ingen Tvivl om at han jo har valgt det sidste. Thi – hvad man ikke kan sige om alle Forfattere – det gjaldt ham fremfor alt andet: at blive forstaaet. Af Germanismer tør man nok sige der findes langt mindre i hans Skrifter end ikke alene hos de fleste samtidige, men ogsaa hos senere Skribenter, som f. Ex. Ewald og Oehlenschläger; med desto større Ugenerthed bruger han franske Ord, som ogsaa ifølge hans hele Udvikling faldt ham lettest i Pennen. – Med Hensyn til Bogstaveringen holdt han sig „til deres Skrivemaade, som mest synes at Disposition, Ordstilling. Germanisme, tysk Udtryksmaade.
