stemme overens med Fornuft og Analogi,“ og gav ved en Lejlighed sit Ord med i Laget, i endel „Orthographiske Anmærkninger“ (Tillæg til Metamorphosis), hvilke i det Hele taget er forfattede med sund sproglig Takt, men forøvrigt ved sin Overfladiskhed giver det bedste Bevis paa, hvor lidet han i Grunden havde tænkt over saadanne Ting.[1] Han ønsker intet heller end at „visse autoriserede Mænd toge sig for at give orthographiske Regler,“ som han da vilde være den første til at rette sig efter, selv om han i visse Stykker skulde fravige sine egne Meninger; „thi ligesom det er bedre at leve under haarde Love end under Anarchie, saa er det smukkere at alle skrive paa een Maade, skiøndt mindre beqvem, end at enhver bogstaverer ligesom han faaer Indfald til.“
Der var i de Dage, ligesom nu, baade orthografiske Reformatorer og Sprogrensere, skjønt det rigtignok spillede ganske anderledes paa Overfladen end nu er Tilfældet. Men Holberg forholdt sig temmelig ligegyldig ved den hele Bevægelse; der forekom ham at være et unødigt og pedantisk Arbejde, at „tractere Ord og Gloser med samme Majestæt, som de vigtigste Statssager,“ og han affærdiger som oftest disse Sprogforbedrere paa en skjemtende Maade. Puristerne henviser han til alle andre Kultursprogs Exempel: „vi have lige den samme Ret at give fremmede, besynderlig Konst-Ord, Borgerskab, som andre Nationer – og skjemter med Hollænderne, som ere ligesaa føjelige i Henseende til Analogi, Overensstemmelse. Anarchie, Lovløshed. Purister, Sprogrensere, de som ikke vil vide af fremmede Ord.
- ↑ Hans Mangel paa Kjendskab til vort gamle Sprog ytrer sig blandt andet deri, at han anser Former som „Dødsens, Kjødsens“ o. s. v. for at være opfundne af „en uvittig Skribent eller gammel Skolemester, der ikke har været Sproget mægtig.“ Det vilde dog, mener han, være for galt at skrive f. Ex. Kalvekiødsens Smag.“
