ledede agterud til Styrerummet, hvor de tages med et Tørn om en Nagle og beknibes. Han har altsaa i Boutning blot at losse disse Skjøde paa den ene Side og hale dem paa den anden.
Endogsaa Rebning ser man udført alene ved en saadan halvvoxen Enefarer. Han støtter Rorpinden ved et Par Trænagler, løber bort til Masten, skyder Sprydstroppen længere ned paa denne, firer paa Faldet, løber tilbage til Roret for at bringe Baaden, der imidlertid tør have giret (dreiet) til en af Siderne, i ret Cours igjen, – løber atter bort til Masten, strækker lidt i Faldet, stivhaler Halsen, og begiver sig saa tilbage til Styrerummet, hvor han først varetager Roret, og saa hugger den øverste Skjødblok høiere op i en af de dertil anbragte Rebløierter (Kouse indspledsede i det ydre staaende Lig, een ud for hver Rad Rebhuller), hvorefter han da efter Leilighed knober Rebbaandene. Og dermed er han færdig med det Hele.
Den vanskeligste og mest farefulde Manøvre med en Lodsbaad er, naar man i høi Søgang skal borde et Skib for at sætte Lods ombord. Saadant kræver Erfaring og Koldblodighed, men endogsaa naar disse Egenskaber medbringes til Foretagendet, gaar det ikke sjeldent paa Skade løs. Det er tildels for under saadan Manøvre ikke at komme uklar af Skibet, at Lodsbaadene ikke have Vant, hvilke let kunne komme uklar af en eller anden fra Skibet udstaaende Gjenstand. I oprørt Hav tør man ikke komme Skibet saa nær, at Lodsen paa almindelig Maade kan gaa ombord, hvorimod saadant sker ved, at han binder et ham fra Skibet tilkastet Toug om Livet, styrter sig overbord og hales op.
Det bedste Bevis paa Hvaløerbaadenes Hensigtsmæssighed og fortrinlige Egenskaber er, at de efterhaanden ere tagne i Brug – især af Lodse – videre og videre langs Kysten. De findes nu (saavelsom de strax nedenfor omtalte vestlandske Lodsskøiter) helt til nogle Mile søndenfor Bergen.
