Ogsaa paa Vestkysten af Sverige, især i Bahuslehn, ere de nu blevne ikke ualmindelige og til Lodsvæsenet i Danmark er anskaffet enkelte.
Noget forskjellige fra Hvaløerbaadene ere de Baade (Skøiter), som benyttes af Lodserne mellem Arendal og Farsund. De benævnes paa denne Kyststrækning
Lodsskøiter og ere ikke alene i Skroget, men ogsaa i Seil og Rig forskjellige fra de øvrige østlandske Lodsbaade. Deres Skrog er fyldigere og ved Stevnene ikke saa skarpt, samt bredere i Forhold til Længden. Ligesom Hvaløerbaadene ere de forsynede med Dæk og have samme Aptering (Indredning) som disse. Masten støttes almindeligvis med Vant.[1] Til Storseilet bruges Gaffel istedetfor Spryd, forøvrigt samme Slags Seil. Brugen af Gaffelseil paa Lodsbaade begynder ved Lyngør og er almindelig paa Kysten vestover. Disse Lodsskøiter ansees ikke saa velseilende som Hvaløerbaadene, hvorimod de skulle være bedre Søfartøier, det vil sige, bjerge sig bedre i Storm og Søgang.
Omkring Grimstad og Arendal bygges en stor Del saadanne Skøiter, og Prisen er almindeligvis et Hundrede Daler høiere end for Hvaløerbaade.
Af de aabne Seilbaade paa vor sydlige og østlige Kyst ere de saakaldte
Listerbaade (fra Listerlandet) ansees som de bedste
- ↑ Som berørt ved Hvaløerbaaden er det ikke uden Fare for en Lodsskøite at have fast Vant, og derfor kan man nu i de allersidste Aar se nogle Skøiter strax østenfor Christianssand (og maaske flere Steder) at have Vanterne „sat“ paa den ganske særegne Maade, som vil blive beskrevet nedenfor ved Søndmørsbaaden, nemlig ved en Trænaal og en Ring. Det er et Spørgsmaal, om man ved egen Erfaring og Opfindsomhed er kommen til det samme Resultat som Søndmøringen maaske for Aarhundreder siden, eller om Indretningen er lært af og optagen efter Søndmøringen.
