Bagrumsmanden har det Hverv at øse læns – et ofte baade haardt og vaadt Arbeide – og er desaarsag forsynet med et Øsekar saa stort at begge Hænder udfordres til at haandtere det. Som sædvanlig har dette et Skaft, men er desuden forsynet med en Tougstrop over Midten. I skarp Seilads forslaar dog ikke dette ene Øsekar, om det end uafladelig benyttes, og man er derfor almindeligvis forsynet med to eller flere.
De øvrige to Mand af Besætningen har at passe Drag, Rakketrosse og Skaut.
Det er dog kun sædvanligvis under de større Fiskerier, at Fembøringen har sin fulde Besætning; til andre Tider ser man den ofte med kun 2 Mand. Mindre skarp Seilads, og i det Hele større Forsigtighed er naturligvis da fornøden.
De Aarer, der benyttes til Nordlandsbaadene, ere tyndere, lettere og vakrere end dem, der bruges i det sydlige Norge. Som af vedføiede Tegning vil sees, er Bladet bredere ved den ydre Del, men kortere og afskaaret ind mod Lommen.
Som alt Redskab, hvortil man ikke er vant, ville disse Aarer i Førstningen af den dertil Uvante blive fundne mangelfulde og underkastede alskens Kritik (Forf. har hørt en vestlandsk Skipper sammenligne dem med „Villingskeer“), men man lærer snart at vurdere dem.
Som tidligere bemærket er Ranværingsbaadene de almindelige over hele Nordland og Finmarken; men endel bygges dog ogsaa andetsteds, især ved Salten-Fjord og ved Bindalen.
De førstnævnte Saltværingsbaadene, der ere saa lige
