Glæde og Haab. Men Herren havde bestemt, at hendes Livstid kun skulde være kort. En Vinter, da hun var omtrent 13 Aar, saaes Tegn til Svaghed og Sygelighed hos hende. Hun blev snart stakaandet, naar hun skulde gaa et Stykke Vei, og besværedes af Hjerteklap og Brystkrampe. Ud paa Sommeren reiste Moderen med hende til Doktoren paa Vaage, og under hans Pleie var hun i et venligt Hus omtrent en Maaned. Da hun var kommen hjem igjen, syntes hun i nogen Tid at være bedre ved Helbred, men ud paa Vinteren tiltog Sygdommen igjen. Tilsidst blev hun stadigt sengeliggende, og Forældrene kunde ikke længer dølge for sig selv, at det saa ud til at være Herrens Raad, at deres kjære Barn skulde gaa foran dem.
Forældrene søgte med christeligt Sind at forberede Barnet paa den alvorlige Afskedsstund. Engang sagde Moderen til hende: „Hør, du Thorø, jeg har tænkt, at du i Jesu Navn skulde give en Gave til En, som kunde trænge til Noget.“ Ja, Barnet vilde ogsaa gjerne det; hun overtænkte, hvad hun havde at vælge imellem, og Valget faldt paa en af hendes bedste Kjoler. Da Moderen tiede, mærkede Barnet, at hun ikke just havde tænkt paa en saa betydelig Gave; men hun sagde: „Jo, Moder, det maa nok være saa pas. For jeg mindes, hvad hun Embjør fortalte mig; det var saaledes, at der kom engang et Fattig-Menneske til hende og bad om en Kjol, men hun syntes, at det havde hun ikke Raad til, og sagde nei; saa var det en Dag, at hun selv frøs og tog paa sig ret mange Klædesplag, men frøs endda, og da sagde hun ved sig selv, at det var nok for hint Fattigmenneske, hun frøs, og saa gjorde hun Bud paa den Fattige og gav hende Kjolen, og da blev det saa særdeles for dem begge.“ Saa blev en af Thorøs Kjoler nedtagen fra Loftet; Thorø var med at overlægge, hvem der skulde have den, og saa saa hun paa den for sidste Gang med et veltilfreds Blik, men var tillige saa alvorlig og
