Side:Folkevennen 1863.djvu/41

Denne siden er ikke korrekturlest
37

stille. Hun tænkte vel paa, at den Kjole skulde hun kanske ikke faaet bære alligevel, og hendes unge Hjerte fik vel en Anelse om, at Døden nærmede sig.

Forældrene levede endnu som midt imellem Frygt og Haab for Barnets Liv; thi sommetider syntes det at være bedre med hende. Engang sagde Moderen ved hende: „Angrer du ikke paa Kjolen, Thorø, for nu kan Du kanske snart komme op igjen?“ Hun svarede bare, at hun havde jo flere Kjoler igjen, og det kunde ikke mærkes paa hende, at hun selv havde Haab om at komme op igjen.

Men hun havde nok en alvorlig Strid at bestaa, før hun kunde blive fortrolig med Døden. Naar Moderen med lempelige Ord ledede Tanken hen paa, at der kanske forestod hende en Afsked fra denne Verden, saa skjulte hun sit Ansigt under Klæderne og laa i stille Graad. Hun havde ikke Frimodighed til at tale om Døden, men hun tænkte vist paa den hver Dag og med Frygt og Bæven. Derfor blev ogsaa Samvittigheden saa øm. Hun mindedes nogle af sine Barndoms Synder. Engang havde hun af et ældre Menneske ladet sig forlokke til at tage noget Gjæstvon[1] af sin Moders Kiste; en anden Gang, da der kom et Menneske til Gaarden og vilde have lidt Tobak, havde hun taget lidt af sin Faders Gjemme. Nu søgte hun at lette sit beklemte Hjerte ved at fortælle dette til Moderen og bede om Forladelse derfor. Hun bad ogsaa Moderen at fortælle det til Faderen og faa hans Forladelse, og hun forglemte ikke siden at spørge om, hvad Faderen havde sagt. Moderens Svar var, at Alt var tilgivet fra Forældrenes Side, men at hun mest havde at søge Guds naadige Tilgivelse for Synden imod ham. – Med bevæget Sind regnede

  1. Gjæstvon er et Slags Bakkelse (Jernbrød, Skrivebrød o. s. v.), som man har staaende i Forventning (Von) om, at der kan komme Gjæster.