saa vist, hvordan det vil gaa. Men hvis det er saa, at Gud vil kalde dig herfra, saa er der en Ting, som jeg ønsker saa saare, og det er at have et Vidnesbyrd af dig om, at det staar vel til med din Sjel, saa jeg kan vide, at den er frelst og gjemt i Gud.“
Da var det, som hun fik ret Frimodighed af Aanden til at tale. Lidt efter lidt kom alle Husets Folk ind og stod omkring Sengen, og hun talte til alle Tilstedeværende om Guds Rige og priste Gud for sit Saligheds Haab. Hun mindede om det Ord, vi have læst om ham, som med en Basunes Røst skal kalde alle Mennesker frem for Guds Dom. „O, hvor særdeles det er at tænke paa den uendelige Evighed! O, hvor godt det maa være, at være iblandt dem, til hvem Frelseren siger: Kommer hid til mig, I min Faders Velsignede! Og o, hvor ondt det maa være, at være blandt dem, til hvem der skal siges: Gaar bort fra mig, I Forbandede, i den evige Ild! O, vi skulde alle arbeide, medens det er Naadens Tid, og berede os til den store Dag. Det er jo just derfor, at vi ere satte i dette Liv. Herre Gud, bevar alle dem, som er her i Huset, ja alle Mennesker paa hele Jorden! Satan skulde ikke have en eneste Sjel, han! Vi veed jo, hvor ondt det er at brænde sig paa Fingeren en liden Stund, og tænk saa at gaa bort i den evige Ild, som aldrig tager Ende!“ For sig selv bad hun saaledes: „Kjære Gud, fri og bevar ogsaa mig og lad mig slippe ind, ja netop ind om Døren til Himmerige, saa meget, at jeg kan blive fri for al Fare! O ja, jeg tror ogsaa vist, at jeg skal slippe ind. Det skal være godt at komme til Frelseren og være hos ham.“ – Saaledes talte hun flere Gange om Evigheden, og hun havde nogle Ord til hver især. Da hendes Øine faldt paa nogle unge Personer, som vare tilstede, formanede hun dem ved at læse det første Vers af Psalmen: I Unge, som glædes i blomstrende Alder, bekvemmer dog Eder til Visdommens Tugt
