Side:Folkevennen 1863.djvu/44

Denne siden er ikke korrekturlest
40

o. s. v. „Og du, Marit, føiede hun til og vendte sig til en ung Pige, som var Tjenestepige paa Gaarden, du Marit, jeg husker nok, hvor vi to mange Gange har været sammen; o, at Herren vilde mindes dig i Naade og sende dig sin Hjælp, saa at du maatte blive snild.“[1] Da Thorøs Bedstemoder hertil sagde, at hun og Marit nok ikke havde havt noget for sig, som der var noget Ondt i, sagde hun: „Aa jo, det kunde nok være det; men saa var det ogsaa mange Gange godt.“ Til Forældrene talte hun især trøstende og frimodige Ord. Hun troede saa vist, at de skulde komme efter hende til det gode Sted; hun mente, at de vilde holde fast ved det Gode; „thi – sagde hun til Faderen – den, som engang har lagt Haanden paa Ploven, vender ikke saa let tilbage.“

Fra nu af var det oftere, at hun havde saadanne frimodige Stunder, hvori hun aflagde Bekjendelse om sin Tro. „O, hvor godt det er, sagde hun engang, naar Trøst og Bønner mødes,“ og naar hun laa der stille og taalmodig under Sygdommens Vaande og med Døden for Øie og i Tanke, saa saa det ud, som om hun i Bønnen hentede sig bestandig ny Trøst og Frimodighed. Og hun brugte flittig de faa tilbageværende Stunder til at sige dem, som vare om hende, alt, hvad der laa hende paa Hjerte. En Dag bad hun hendes ældste Søster Anne komme hen til hende, og hun tog hende ved Haanden: „Nu vil jeg bede dig min kjære Søster om Forladelse for alt det, som jeg har gjort dig imod; thi ofte have vi vanhygst og gjort det, som vi ikke burde. Men tænk nu paa din Skaber i din Ungdom; snart kan Dødens Budskab komme til dig, og da var det godt, at du var beredt. Nu maa du være Forældrene lydig; det ser nu ud til, at du kan blive deres

  1. Snild, her det samme som gudfrygtig.