Side:Folkevennen 1863.djvu/511

Denne siden er ikke korrekturlest
507

en anden Form: hogde (d. e. huggede), altsaa for begge Ords Vedkommende en Tilnærmelse til Skriftsproget. I Stykket fra Kvæfjord bruges endvidere Ordet Døen (Døden); men hist og her i Bygden høres endnu den Form Dauen, som mere svarer til Oldsprogets dauðin. Ja, for Oldsprogets hofuð, der udtaltes næsten som haavø (med en lidet hørlig d i Enden) og i Betydning svarede til Skriftsprogets Hoved, som i Byfolkets Hverdagstale lyder Hode (altsaa uden v, men med d), er der nu paa engang 3 Former i Brug mellem Bygdens mere gammeldags og mere nymodens Folk, nemlig Haave, Haue og Hode – den første Form ældst og næsten aflagt, den sidste yngst og med Udsigt til at blive den herskende.

Om end saadanne Ord som Høvding, Træl, Landsret, ja selv Christendom, der alle vare i fuld Brug i det gammelnorske Skriftsprog, ere optagne i de fleste af Oversættelserne, bemærkes det dog fra flere Steder, at de i Grunden ere fremmede for Bygdernes Talesprog. Disse ere nemlig meget fattige paa Udtryk udenfor det rent Hverdagslige, og selv det Begreb Christendom omskrives ofte med saadanne Talemaader som at have Troen eller at holde sig til Ordet (Guds Ord). Men til Erstatning kunne de samme Bygdemaal have en stor Overflødighed af Talemaader og Vendinger for Hverdagslivets Ting og Tanker, Noget, som er oplyst ved et Exempel fra Mandals-Egnen, hvor man for Udtrykket at spise siger dels i Alvor, dels for Spøg:

aa ede,
aa faa Noe aa leva a,
aa faa Noe aa kveige – styrke – sæ paa,
aa faa Noe i Hida,
aa faa Noe aa bryne – skjærpe – øve – bruge –
pusse – ægge Tænnan paa,
aa faa Noe aa rive Sulta a mæ,