ikke paa langt nær saa tydeligt og udviklet, i Latin og Græsk eller i fjernere Sprog-Slægtninger).
Men i vort Oldsprog forekom det samme Spil med i – a – u ikke alene som her i det Indre af Ordene, men ogsaa i deres Yder-Led eller Form-Endelser. Istedetfor at vi nu sige f. Ex: 1) I fare, 2) de fare, 3) vi fare (de tiltalte, de omtalte og de talende Personer), saa sagde og skrev man i gamle Dage saaledes:
1) farit
2) fara
3) farum,
hvor ret altsaa fik hin samme Klang af i – a – u.
Og i de saakaldte Navne-Ord var det i Oldsproget for en stor Del lige ens. Der er f. Er det Ord Bygd. Naar vi tale om flere under Et, sige vi: Bygder; men i Oldsproget var der denne klangfulde Afvexling:
bygðir
bygda
bygdum,
altsaa atter i – a – u. De brugtes ikke iflæng, disse tre Former; det kom an paa Ordets Sammenhæng i Talen, hvilken af dem der passede; der var som en Lov og en Regel for det, men en Lov og Regel saa klar og grei, at Barnets Øre og Tunge kunde nemme den.[1]
Men nu har jeg nærmet mig til den Egenhed i nogle af vore Bygdemaal som jeg vilde gjøre opmærksom paa og forklare. Hin Endelse um i Navneordenes Flertal (bygðum) som nu er aflagt i Skriftsproget og glemt i Byernes og i mange af Landsbygdernes Talesprog, klinger endnu
- ↑ Saaledes lære jo ogsaa vore Børn let at skjelne mellem de før omtalte enstydige Ord han og hanum, hun og henne, samt ligeledes mellem du og dig, jeg og mig, vi og os.
