va Kongen der, naa hain Asbjöinn sto uti yterdörrn aa haur paa, at ’n Tore skröytt taa værkje sitt aat Konga: Graaten sto i hælsa paa ’om, da æ took sægle,“ sa ’n Tore. Da rænt ’n Asbjöinn inn aa sa: „Men no sett ikkj graaten i hælsa paa mæ!“ Aa derme saa haagg ’n te aat ’om Tore, saa haue datt ne paa borde, aa böln has vailt ne over knea aat Konga. Da vart ’n Asbjöinn lagt i jarn; aa Kongen dömt ’n te döss. Hain Skjalg Ellingssaa fraa Sole ba Kongen om aa læt ’n faa laavaa. Aa da svaaraa Kongen: E de ikkj ei döss-sak de, Skjalg, aa bryt paaskfreen, aa den anner de, aa draapaa en mainn i Kongsgaarda, aa den trei de, aa bruk föötn minn te höggstabbe? Hain Skjalg skjyndt sæ heim aat fara; aa ’n Elling dro da (aa)sta me e stor mainnmakt aa kringsætt Kongen, da ’n gjekk tu kjörkjonn; aa no vilja ’n nöy Kongen te aa spar ’n Asbjöinn. Men hain Saint-Ola sto som en rettele Konge i fara. Da ba ’n Bisp Sjurd inderle for ’om Asbjöinn; aa Kongen lætt ’n da faa laavaa, men dömt ’n te aa træ ti tenesta has Tore Sæl, aa vaaraa forpaktar. Hain Asbjöinn vart gla taa de; aa hain fekk laav te aa faaraa heim som snaaraast. Men sea hardna ’n te igjen aa vilja ikkj træ ti tenesta, aa dæfor lætt Kongen ’n miss live. Men deher kund ikkj hövdingann finn va rætt, at slæktningjen dæres skuld li naa slass leiheit for ogjærningja si; aa ætte deher la dem dæfor mykje meir hat aat Konga aa önska berre aa faa leileheit te aa hæmn sæ paa ’n.
Hövningaijne i Norge va mykje stride aa sjölraadige, so dei bare vilde sökje sit eie Bedste paa kvar si Vis, aa ingja Sak skulle gaa fràm, naar hun ikje va telags aat dei, om hun endaa va nok saa god aa rette; dei tænkte ikje paa da heile Rikjes Vel, men mente ate dei skulle faa raade sæ sjöl i dejn Landsluta, so dei hade Vald over; dei sætte sæ gjerne bode mot Lov aa Ret aa mot Konga, naa dei bare tore. Sant Ola vilde lære sine Hövninga te aa holde Maate; haijn vilde gje Love aa sækje Ret aa ha godt Styr aa Stejl i sit Rikje aa værke meir Samhældigheit; haijn vilde införe Kristnedomijn so mykje so muele, men for ofte strængt fram mot Heiningaa. Fyr alt ditte la Olafs Hövninga haanaa i Hat. Naa Kongijn tænkte te aa kristne Folkje ut me Have, forbaud haijn dei te selje Koijn te Folk, so haure te nor i Lande, ate da ikje skulle komme te aa reste Mat aat Krigsfolkja has, naa haijn kom dar ut. Ejn mæktige Hövning i Helgeland va Asbjöijn Sigurdsen paa Throndenes. Haijn va i Slægt mæ Erling Skjalgsen, Tore Hond aa andre Storkare. Haijn va vande aa holde store Drikkelag, men i Oaaraa vart de forlite Malt, aa haijn maatte fare syd te Erling aa kjöpe Koijn. Hain tore ikje sælje sjöl, men sa: du kaijn kjöpe Koijn hos Trælaa mine, sida dei æ ikje onde Lov aa Ret mæ andre Folk. Soleis fek Asbjöijn sæ Koijnfarme; men naa haijn
