Hövdingane i Norje va fælt strie aa egensindege, se di velde bære sökja sett eie Bæsta paa kvar sen Maate, aa ingjæ Sak sku gaa frabm, naar ho inkje va telags aat dei, om ho va naakso go aa rætt; dei tænkte inkje paa heila Rikje sett Bæsta, men di meinte, at di sku faa røa so di velde i dan Lanstrækninjen so di hadde te raa öve; di sætte sæg jædna imot Laav aa Rætt aa imot Kongen aag, naar di bære torde. Kong Ola velde læra Hövdingane te halla naake Maate; han velde sætja Laav aa gjæra Rætt aa go Skjek i Lanne aa faa di te væra meira samhallege; han velde verka för„Krist’ndommen“ so mykje so maauelæ va, aa for hart frabm imot di. För alt detta la Hövdingane Hat te Kong Ola. Daa Kongen tænkte paa te faa införa Krist’ndommen væst i Lanne, so forbau’an Folkje dar te sælja Kodn te Folk noraante or Lanne, at dar ’kje sku værta Mangel paa Mat aat Manskape hans, naar han kobm dar væst. Paa Trondenæs i Helgeland budde ein mægteg Hövding, so’ette Aasbjödn Sigurdson. Han va i Slægt mæ Erling Skjalgson, mæ Tore Hund aa are Stormæn. Han va vann te halla stora Veitle; men i Uaaræ vart da förlite Malt aat’an; diför reistan te Erling Skjalgson aa velde kjöpa sæg Kodn. Erling torde kje sælja sjöl, men han sa: „Du kan kjöpa Kodn taa Trælane mine, för dei æ kje i Laav aa Lansrætt mæ are Mæn.“ Soleis fækk Aasbjödn sæg Kaanlast; men daa han sigla norette, so la an te Lans för Kongsgarn Aveldsnæs. Dar hadde Kongen ein Paktar (elle Garsdrivar), ein Træl, so ette Tore Sel; han gjækk ne te (aat) Skjepe mæ sæksti Mænn aa ba Aasbjödn gaa paa Lann mæ Mænna sine, mæ han fækk rydja Skjepe. Daa tok Tore ifraa Aasbjödn heile (adl) Ladninjen aa ænnaa Sægle te aa ga an eit gammalt Sægl i Staen, „da æ gott naak aat dæg so ska sigla paa lætt Kjöl,“ sa an. Aasbjödn vart baade sint aa harm för dætta; Skaen va stor, men Skabmæ værre.
Hövdingadn i Norge va fælt strie aa sjölraadige, saa di ville berre sökje sit eie Gagn paa kvar si Viis, aa injaa Sak sko gaa fram naa’n inkje va te lags aat di, om’n en’naa va noksaa greie; di tænkte inkje paa Rikjes Gagn, men meinte at di sko faa raa sæg sjöl saa di ville i dei Bygdalajaa, saa di hadde Vælde öve; ja di sætte sæg baade imot Lov aa Ret aa imot Kongen sjöl naar de hærre torte. Kong Ola ville læra Hövdingadn te holla Maate, han ville sedja Lov sa jæra Ret aa godt Sjepalag i Rikje aa meir Samhollighed; han ville fremma Krestendommen saa mökje mauligt va, aa va svært harföre mæ di. För alt detta fæk Hövdingadn Hat te Kong Ola. Daa Kongen tænkte sæg te fræmma Kresten-
