sig en Gaard; men ellers var Faderen Søn af en svensk Flytte-Fin, saa der var ikke langt imellem Finnefolkets urgamle Væsen og den norske Art, som jeg nu fandt hos denne Fin.
Allerede det var jo et stort Tegn paa Kultur, at han, som mellem sine Egne naturligvis talte Finsk, nu med mig talte et temmelig flydende og rigtigt Norsk. Det Bogsprog, han havde lært, var ogsaa det norske, og han havde aabenbar læst adskilligt.
Der var Fremskridtsaand i den Karl. Om den bekjendte Sprog-Strid udtrykte han sig saa, at det var godt, at Finnerne lærte Norsk, saa de kunde læse de norske Bøger; fordi, som han sagde, det Norske gik videre og ligesom straalede ud til alle Kanter. Han tænkte paa de faa Bøger, som ere trykte i det finske Sprog, og hvori hans Folk kunde faa en tarvelig Oplysning om Religionen alene, medens de mange og mangeslags Bøger i det norske Sprog ligesom belyse Alt, baade Himmel og Jord.
Tak for Mødet, min kjære Jon Andreas Pedersen. Som selve dette dit Christen-Navn var mig hjemligt, og som din Bedrift (Markarbeide, Vedhugst, Lofot-Fiske) jo hører med til min norske Almues Bedrift, saa røbede dine fordomsfrie og skjønsomme Ord saa megen norsk Stemning, som jeg kunde forlange.
Kan nok være, at denne unge Mand stod nogle Tommer over Finnerne i Almindelighed. Men Erindringen om dette første Møde hjalp dog saa godt, naar jeg senere, længere nord, i det egentlige Finmarken, ofte fristedes til Mismod ved at finde Afstanden saa stor mellem mig og disse mine Landsmænd.
Det var naturligvis de norske Almuer, jeg nu som paa tidligere Reiser omkring i Landet agtede at besøge, og hvis Kaar og Sæder det var mit Formaal at studere. Og Finnernes Sprog og Samfunds-Anliggender danne en