Sag for sig, og denne Sag har fundet sine Mænd, mange og nidkjære, saa det ikke kunde falde mig ind at reise til Finmarken for dens Skyld. Men vel var det yderst interessant for mig alligevel at faa gjøre en Finmarks-Tour og med det samme kige lidt ind i Finnernes Verden – jeg, som i mine unge Studenteraar havde læst Finsk med Stockfleth selv, vel hans første Elev, og havde nydt saa mange og kjære Beviser paa hans Hjertelighed og gaaet ind i hans Interesser og næret svulmende Planer – indtil vedholdende Sygelighed gjorde en Vending baade i mine Skjebner og Arbeider. Nu, da jeg kom til Finmarken og saa Finnerne, maatte jeg ofte bevæges ved Tanken om den Modgang, som havde skilt mig fra dem, og det var mig stundom, som vaagnede der igjen hos mig en første Kjærlighed.
Der er Forskjel paa Finner, Stamme-Forskjel imellem dem. Der er den Stamme, som vi Norske i Almindelighed benævne med det Navn Fin slet og ret (det udtales skarpt, som om der var skrevet Finn), og der er den Stamme, om hvem Folket paa den østlige Side af vor Halvø, Svenskerne, bruger det Navn Finne. Det er jo i Virkeligheden det samme Ord og Navn; men vi Norske paa vor og Svenskerne paa sin Side have taget det i Brug særskilt for den af de to finske Stammer, som hver kom mest i Berørelse med og altsaa kjendte bedst: Nordmændene traf sine Finner paa de nordlige Høifjeldene og paa Ishavskysterne (Finmarken i Ordets videre Betydning), hvor de altid have gjort et underligt Indtryk formedelst sin paafaldende flyttende Levemaade, men hvor det dog allerede paa Harald Haarfagers Tid var gammel Skik og Hævdsret for de Norske at hjemsøge dem for at handle med dem og tage Skat af dem – og Svenskerne have i Aarhundreder havt med de Finner at gjøre, som allerede fra først af have ført
