merne, at Svenskerne, som netop forklaret, i Tale og i Skrift bruge Navnene 1) Lap og 2) Finne, medens den norske Talebrug nord i Landet bruger de modsvarende 1) Fin og 2) Kvæn. Det fælles Finne-Navn bruges altsaa i en modsat Betydning her og der. Vor Hovedforfatter om Finnerne nu for Tiden, Lektor Friis, har af videnskabelige Hensyn valgt at skrive som Svenskerne; men i nærværende Folkevens-Opsats, som alene vil handle om Finnefolket (Finner og Kvæner) i det nordlige Norge, holder jeg det for bedst at følge den Talebrug, som er gjængs der.
Gaa vi søndenfra nordover, saa finde vi allerede i Søndre og Nordre Throndhjems Amter nogle faa Familier af Finner, mest Flytte-Finner, med Rensdyr og Telte, paa Høifjeldene ind mod Sverige.[1] I Helge-
- ↑ Finmarken i Ordets videre Betydning, de af Finner besatte Landstrækninger, som bestandig enten hæve sig op i de kolde Fjeld-Egne eller strække sig ind i det kolde Norden, kan nu for Tiden siges at begynde saa langt mod Syd som i Røros Præstegjeld, Søndre Throndhjems Amt, hvor en liden og svag Stamme af en 10 Familier holder til med sine Rensdyr inde mellem Fjeldene. Men tidligere have Finnerne streifet ialfald noget videre. Paa et Kaart fra Midten af forrige Aarhundrede over Røros Værks Skovstrækninger (jeg har seet Kaartet i Værkets Archiv) er anmærket, at Finner dengang sad paa Vestsiden af Fæmundsøen, altsaa i Fjeldstrækninger, som høre til Tolgens og Tønsæts Præstegjelde. Og Bønder i Opdal samt (om jeg ikke mindes feil) tillige i Sundalen strax nordom Dovre have fortalt mig, at der i Sætermarkerne paa Nordsiden af Dalen altsaa ikke paa Dovre-Siden) er Spor af Menneskeværk, som de ikke kunde faa til andet end Tomter efter Finnernes Telte eller Jordhytter. Ved at agte nøie paa saadanne Spor (og de, som ere til, ere sikkerlig allerede bemærkede af vore Bønder, saa det kun gjælder om at saa indsamlet Kundskaben om dem) maatte
