land er det ligesaa, kun at Antallet er lidt større. Men nu følger en lang Strækning, Salten, Senjen og Tromsø Distrikter, hvor der nok er Flytte-Finner, som om Vinteren holde sig inde paa den svenske Side og om Sommeren med gammel Ret drage over paa den norske Side; men de ere saa godt som alle svenske Undersaatter (Lapper, som ogsaa de Norske her pleie kalde dem). Derimod finde vi i disse samme Egne med samt Lofotens Øgruppe ikke faa Finner, som have paa en Maade bosat sig og det oprindelig paa den ægte finske Vis i Gammer eller Jordhytter, som let kunne sættes op hvorsomhelst, men som de altsaa ogsaa naarsomhelst kunde være rede til at flytte fra,
man kunne finde ud, hvor vidt Finnerne før i Tiden have udbredt sig med sine Rensdyr over vore Høifjelde. Ikke langt søndenfor hint Punkt ved Fæmundsøen, hvor hint Finmarken slap, tager den Skovstrækning ved, hvor de Finner (efter finmarkisk Talebrug: Kvæner), som Finskoven i Soløer har Navn efter, have ryddet og bygget, nemlig først langs Rigs-Grændsen fra Tryssild mellem Glommen og Klara-Elven i Nord til Sitskoven ved Fredrikshalds Vasdrag i Syd og dernæst fra Søløer i Øst henover en Række af adskilte Skove, deriblandt den bekjendte Krogskoven, alt til Modums-Aasen i Nærheden af Drammen, hvor der endnu skal være nogle Gaarde eller Pladse, som efter disse Skovfinner kaldes Finmarken. Nu ere dog disse Finner fornorskede, undtagen i en Del af Soløers Finskov. Men der er fuldt af Sagn efter dem fra den Tid, de endnu vare kjendelige som Finner, og der maa endnu omkring i Bygderne være nogen Erindring og Erfaring om, hvorledes disse Fremmede have artet sig under og efter Fornorskingen. Jeg skulde være hver den Tak skyldig, som vilde meddele mig saadanne Sagn og Erfaringer. Og i den Anledning skal jeg henvise til, hvad jeg selv allerede har berettet derom i min „Beretning om Fantefolket,“ 1850, i Kapitlet om Skovfinner og Tiggerlapper, hvilket Kapitels Begyndelser jeg gjerne vilde se fortsatte.
