Side:Folkevennen 1863.djvu/545

Denne siden er ikke korrekturlest

541

og forfalde, saasom Beboerne en vakker Morgen i al Stilhed satte sig i sine Baade og roede bort og ikke kom igjen.^[1] Hvor liden Hjemmets Sands er hos disse Flyttefolk, det mærkes da ogsaa paa deres beklagelige og for vort Sind næsten ufattelige Mangel paa Forsynlighed: der er saa overmaade liden Tanke om at samle til Hus og forbedre sine Kaar. Men derfor er ogsaa Nøisomhed bleven dem en Dyd af Nødvendighed, naar der er Smal-Hans i Huset og Fiskeriet slaar feil eller Ulven jager Renen.

↑ Jo mere det kommer dertil, at Finnerne lægge sig efter Kreature, des mere fæstes de til Bostedet og have ikke saa let for at flytte. Det vil man kunne bemærke selv ved Havkanten i Vest-Finmarken og ligesaa inde i Dalene i i Østfinmarken. Men i Vardø Landsogn f. Ex. kan man se endnu, hvordan Tilstanden monne have været overalt i ældre Tider. Paa de to nærliggende Fiskevær eller Bosteder Makur og Molvig boede endnu i Mai Maaned d. A. 8 Familier, men den 17de Juli, da jeg var i Vardø og talte med Præsten, var der kun 3 igjen – de 5 vare flyttede bort, disse sidste vare alle Finnefamiler, medens det var 2 norske og kun 1 finsk Familie, som vare blevne tilbage. Man havde netop faaet det stelt til saaledes, at hine 8 Familier skulde danne en Skolekreds (efter den nye Skolelov); men ved denne upaaregnede Flytning forsvandt jo mere end halve Kredsen. Den ene af de to Nordmands-Familier bor i Gamme, den anden ligesaa om Vinteren og kun om Sommeren i et Hus, som er opsat af Planker. Det lader altsaa ikke til at være mægtige Folk, og det er heller ikke sagt, at det er det norske Naboskab som har skræmt Finnerne bort her. Der skal mindre til. Kanske Kreaturnøden (thi ogsaa her har man Kreature og sulteføder dem naturligvis) var noget større end sædvanlig nu i Vaar, saa nogle Dyr styrtede, og under det øieblikkelige Indtryk af denne Nød erindrede de vel ikke eller tænkte de ikke tilbørlig paa, at Syltefjorfjorden, hvor de nok flyttede hen, og hvor der vistnok er lidt mere Græsland, igjen har den Ulempe, at den ligger mindre bekvemt til for Fiskeri; hvis de nu til næste Aar ere

[p541-1] Jo mere det kommer dertil, at Finnerne lægge sig efter Kreature, des mere fæstes de til Bostedet og have ikke saa let for at flytte. Det vil man kunne bemærke selv ved Havkanten i Vest-Finmarken og ligesaa inde i Dalene i i Østfinmarken. Men i Vardø Landsogn f. Ex. kan man se endnu, hvordan Tilstanden monne have været overalt i ældre Tider. Paa de to nærliggende Fiskevær eller Bosteder Makur og Molvig boede endnu i Mai Maaned d. A. 8 Familier, men den 17de Juli, da jeg var i Vardø og talte med Præsten, var der kun 3 igjen – de 5 vare flyttede bort, disse sidste vare alle Finnefamiler, medens det var 2 norske og kun 1 finsk Familie, som vare blevne tilbage. Man havde netop faaet det stelt til saaledes, at hine 8 Familier skulde danne en Skolekreds (efter den nye Skolelov); men ved denne upaaregnede Flytning forsvandt jo mere end halve Kredsen. Den ene af de to Nordmands-Familier bor i Gamme, den anden ligesaa om Vinteren og kun om Sommeren i et Hus, som er opsat af Planker. Det lader altsaa ikke til at være mægtige Folk, og det er heller ikke sagt, at det er det norske Naboskab som har skræmt Finnerne bort her. Der skal mindre til. Kanske Kreaturnøden (thi ogsaa her har man Kreature og sulteføder dem naturligvis) var noget større end sædvanlig nu i Vaar, saa nogle Dyr styrtede, og under det øieblikkelige Indtryk af denne Nød erindrede de vel ikke eller tænkte de ikke tilbørlig paa, at Syltefjorfjorden, hvor de nok flyttede hen, og hvor der vistnok er lidt mere Græsland, igjen har den Ulempe, at den ligger mindre bekvemt til for Fiskeri; hvis de nu til næste Aar ere

[1]