Side:Folkevennen 1863.djvu/546

Denne siden er ikke korrekturlest
542

Sorgløsheden og Nøisomheden har den Egenskab, at den kan saa overmaade let blive glad, og dette er ogsaa et Mærke ved Finnens Sind: han er som et Barn deri, at der skal saa lidet til at glæde ham. Vistnok kan han jo bedrøves, f. Ex. ved en Slægtnings Dødsfald, men det gaar saa overmaade snart over. Dette lette Sind er modtageligt for Indtryk, men har ondt for at holde fast, og Præsterne vide da ogsaa at tale om, at skjønt Christendommen nu har bestaaet mellem dem i Menneske-Aldere, saa maa der ligesom begyndes forfra igjen bestandig fast som ved en Mission imellem Hedningerne.[1]

    mindre heldige paa Havet, saa kan det være at de bryde op og slaa sig ned paa et tredie Sted; men saa er her kanske ikke videre godt for Ved, og dette kan være nok til at bevirke Forandring igjen. Der er ikke anden Plan i det Hele end netop den at holde sig beredt paa at give efter for Omstændighederne. Derhos kan det dog ogsaa her i Vardø Præstegjeld bemærkes, hvorledes Finnerne vige netop for Nordmændenes Naboskab. Nu i en Række af Aar have disse flyttet ind, og sat sig ved de bedste Fiske-Pladse, længst mod Øst, men Finnerne have trukket sig undaf, mod Vest, En efter En, Aar efter Aar. Indtil ifjor boede der endda en Fin saa langt mod Øst som i Havningberg, men iaar finder man dem ikke længer østlig end i Vesterelv ved Syltefjord. Paa den anden Side af Vardø, indad mod Vadsø, bor der nu ingen Finner.

  1. Men just derfor er det mig dobbelt mærkværdigt og forhaabningsfuldt, at en eiendommelig religiøs Iver, som for en 10–15 Aar siden (ikke fra Nordmændene af, men formedelst svenske Fjeldfinner) ere bleven forplantet til vore Finner i Tromsø- og Senjen-Egnen, ialfald paa sine Steder har kunnet ikke alene trænge igjennem saa at sige til hvert Hjerte, men vare ved og staa ved Lag indtil denne Dag. Finnerne selv pleie udtrykke sig saa herom, at der har været Christendom iblandt dem i saa og saa mange Aar (de regne Aarene fra denne Vækkelses Begyndelse, noget forskjelligt paa de forskjellige Steder), og som et udvortes Tegn blev