– – Kors? Det staar før mig som et Kors, at
hvordan vi Norske end tage det med baade Finner og Kvæner,
viist eller uviist, venligt eller uvenligt, virksomt eller
uvirksomt, saa skal det vare saa længe, saa overmaade længe,
inden vi eller rettere vore Efterkommere faa se Maalet naaet,
eller inden disse faa Tusinder ere godt og vel forenede og
sammensmeltede med deres norske Naboer og derved helt
optagne i det høiere staaende og lykkeligere Samfund. Se,
i Aarhundreder have jo Finnerne boet Side om Side med
de Norske, blandede ind imellem dem, og medens man ofte
kan studse over at finde ganske faa Familier af dem, som
ved mange Miles Mellemrum ere adskilte fra deres Stammeslægtninger,
men endda holde sit finske Væsen ilive midt
inde mellem norske Omgivelser, saa skulde jeg næsten tvivle
paa, at man kan paavise noget Sted, hvor nogen Samling
af Finne-Familier (thi med enkelt Familie eller enkelt Person
tør det vel have truffet, skjønt jeg ikke mindes at have
hørt om det heller) er bleven fuldstændig fornorsket, saa
fuldstændig, at de have sluttet med at bruge det finske Sprog
sig imellem[1]. Og som det har sig med Finnerne i dette
- ↑ Paa Langøen, helt ude i Vesteraalen, bor der nogle faa Finner inde i Eidsfjorden. Det er som en Forpost langt udenfor Stammefolkets Kreds, og vistnok med den allersparsomste Forbindelse med Slægten. Jeg var i Nærheden af Eidsfjorden og hørte noget om dem. Vistnok gaa de norsk klædte og ere tildels blandede med Norske ved Ægteskab, kort, de „dø ud,“ som man udtrykte sig. Men alligevel – sig imellem tale de dog Finsk endnu. Om en Finpige, der som Barn var bleven udsat og opfostret hos norske Folk i samme eller i Nabo-Præstegjeldet, fortaltes der, at hun nægtede at kunne tale Finsk, men saa meget vidste man dog om hende, at hun forstod det, naar Andre talte. Naar det kunde være saa seiglivet her, hvor seigt skal det da ikke blive i de rette Finnebygder, i Porsanger- og Tana-Fjordene? og paa Ren-Fjeldet?
