en af Davids Psalmer eller en af Jesu Lignelser, paa norsk men med finske Ordforklaringer. Bladet kunde være gjort vakkert med et eller andet Træsnit – ogsaa ligesom i London. Nu tænker jeg mig 10 saadanne Smaablade, udkomne lidt efter lidt: de kunde danne en usynligt forbundet Rad, idet man med Ordforklaringerne i det første tog Anledning til at trykke en Række Exempler paa Substantivernes Bøining, i det andet gjorde ligesaa med Adjektiverne, i det tredie og fjerde med Verberne o. s. v., saa den Fin, som havde læst de 10 Smaastykker, med det samme skulde have faaet en liden Undervisning om den hele norske Sprogbygning. Og mærkede man, at de 10 første Blade virkelig bleve læste, saa maatte man trykke 10 nye af samme Sort og saa frem- deles. Eller: mærkede man, at de ikke bleve læste, saa maatte man finde paa at trykke noget af en anden Sort, som bedre kunde falde i deres Smag, men alligevel sigte til samme Maal[1].
- ↑ Nede i Senjen sagde man mig, at Finnernes Dialekt der er saa forskjellig, at de ikke forstaa Stockfleths og Friis’s Bøger. Men om man kunde faa skrevet nogle Smaasager i samme Dialekt og med norske Ordforklaringer o. s. v., saa vilde de have et Hjælpemiddel mere til at lære Norsk tilgavns, og derved skulde de (saa er min Forventning) snarere komme rent bort fra det forvaklede Finsk, som endnu hænger dem om Tungen og tynger paa Tanken. Med det samme faar jeg kanske Lov til at antyde en Sag, som rigtignok ikke strængt taget hører hid, men som jeg dog i denne Forbindelse er kommen til at tænke paa. I Senjen og Tromsø Districter lide Bønderne ofte stor Uleilighed af svenske Fjeldfinner som med gammel Ret komme her ind om Sommeren med sine Renhjorder. Disse gjøre altfor ofte Skade paa Bøndernes Marker. Og nu saa jeg, at Distriktets Foged Hr. Dreier i Tromsø, som allerede længe har brugt den prisværdige Maade at trykke og udsende et Slags civile Hyrde-Breve, hvori han til Retledning for Almuen udtaler sig om nu en, nu en anden Sag, som kan
