Nu vel, dette var Smaabøger for Finnerne. De
spirede og groede i min Tanke og satte Frø og forflerede
sig, alt fra hint Besøg i Finne-Teltet. Ved et andet Tilfælde
kom jeg til at tænke paa Bøger med samme Hensigt
for Kvænerne ogsaa, og en af disse Bøger haaber jeg
snart skal blive fra Tanke til Virkelighed.
Under mit Ophold i Hammerfest hændte det, at en Mand henvendte sig til mig med Spørgsmaal om jeg ikke ved min Forbindelse med Sømands-Selskabet i London kunde skaffe ham Traktater i det kvænske Sprog, til Uddeling mellem de kvænske Søfolk der i Byen paa deres Spidsbergsfart. Jeg lovede det, men ikke just gjerne, saasom jeg ikke kunde vide, hvad der stod i de kvænske Traktater, som
være af Interesse og som han som Embedsmand og Bestyrer af Landhuusholdnings-Selskabet har med at gjøre, – nu saa jeg, at han ogsaa har ladet trykke og opslaa paa Skydsstationer og Handelssteder de Lovbestemmelser, som handle om Fjeldfinnernes Græsningsret, paadet at de norske Bønder kunne vide at varetage sin Ret. Her siger jeg: det skulde være vel, om de samme Lovbestemmelser med tilføiede Exempler eller andre Oplysninger om, hvorledes man i den senere Tid her paa norsk Side har begyndt at paase deres nøiagtigere Overholdelse, blev trykt paa de svenske Finners Sprog og udbredt iblandt dem. Vistnok ser jeg, at disse samme Finner (Lapper) i senere Tider indskrænkes i Sverige ogsaa, hvor Nybyggere lægge Beslag paa Betesmarkerne, saa det kan jo være slemt nok for dem at faa høre om større Strænghed fra norsk Side med. Men Indskrænkningen viser sig uundgaaelig, og det vilde være en sand Velgjerning mod dem, om man kunde faa dem overbeviist om det, saa de saa sig om efter ordentlige Bopæle og i Tide sluttede med det omvandrende Liv, der ellers kan arte sig til et saadant Slags Fanteliv, som de i det Throndhjemske og i Sverige saakaldte Tigger-Lapper ere altfor vel fortrolige med.
