jeg vel havde seet nogle af, men ikke havde læst (og heller ikke havde kunnet læse, thi jeg forstaar ikke Sproget). Men nu haaber jeg at komme fra den Sag paa en god Maade. Jeg har nemlig Udsigt til at faa sendt derop i det mindste een Traktat (om jeg kan bruge dette Navn her), som det er Meningen at faa trykt her i Christiania nemlig Jesu Bjergprædiken paa Kvænsk og paa Norsk samt med en Del fattelige Sprogforklaringer – altsaa et Skrift saa stort som en Traktat og i Sandhed opbyggeligt. Det vil blive udgivet paa Foranstaltning af Selskabet for Folkeoplysningens Fremme og ved Bistand af Lektor Friis.
Det er Selskabets Ønske at dette lille Skrift skulde blive Begyndelsen til en Række af det omtalte Slags Smaaskrifter, og det baade for Finner og Kvæner. Og som nærmeste Fortsættelse er valgt en kvænsk Abc-Bog, af det gode gamle Slags, med Katechismens fem Parter og med Hanen bag i Bogen, i alle Maader saadan, som Kvænerne selv ere vante med hjemmefra, men derhos udstyret som en norsk Sprogbog, med baade Oversættelse og Ordforklaringer[1].
- ↑ Det er morsomt nok, hvorledes det Ene kan tage det Andet, saa Alt tilsidst kommer til at hænge sammen som i en Kjæde. Man høre: I 1850 udgav jeg en Bog om Fanterne, og i et Kapitel der kom jeg, som ovenfor berørt, til at tale om Finnerne paa Finskoven, som jeg havde gjort et endnu mere flygtigt Bekjendtskab med end nu med Kvænerne i Finmarken. Men siden den Tid har Det Finske Litteratur-Selskab i Helsingfors viist mig den Ære at sende mig de Skrifter, som det udgiver, nogle hvert Aar. Og i disse Dage, medens jeg sidder og skriver paa dette Folkevens-Stykke, faar jeg atter en stor Pakke med flere skjønne Bøger, nye Vidnesbyrd om den national-videnskabelige Iver, som nu er virksom hos Finlands Hovedbefolkning eller „Finnerne“ („Suomalaiset,“ den Stamme, som man i Finmarken kjender en
