Veiledning til at lære Norsk. Men Alt vil dog ikke være gjort med en Læsebog, som jo nærmest er for Skolebørnene, og det er ikke at vente eller ønske, at Regjeringen skulde ville sørge for alle de mange Smaaskrifter, som der kan blive Tale om for baade Finner og Kvæner. Derfor, naar der først er et Folkeoplysnings-Selskab i Landet, saa er det kun i sin Orden, at det ialfald viser sig villigt til at hjælpe til.
Men Udførelsen vil jo væsentlig bero paa den lille Kreds af Mænd, som kjende Finnerne og deres Sprog og kunne bistaa som Forfattere eller ialfald som Oversættere. Og som jeg oftere har tilladt mig offentlig, her paa Folkevennens Blade, at bede og begjære, at Landets Forfattere ville bistaa med Bidrag til Underholdning Oplysning og Opbyggelse for vore norske Læsere, saa maa jeg nu tillade mig at anbefale den her udviklede Sag til Finne-Præsternes og til andre kyndige Mænds virksomme Understøttelse.
Om der maaske ikke skal findes nogen Mand i Landet, som vil paatage sig at oversætte paa Kvænsk f. Ex. en Norges Historie, saa, dersom Nogen endda vilde skrive en saadan med kvænske Læsere for Øie, altsaa en meget kortfattet og fattelig Fremstilling, maatte vel Oversætter-Hjælp kunne faaes i Stockholm eller Helsingfors. Derimod have vi vistnok flere Mænd, som besidde tilstrækkelig Færdighed i det Finske.
Ja, der skulde ikke gaa noget Aar hen, uden der, som Bud og Bevidnelse om Landets Deltagelse, blev sendt op til Finmarken fra Folkeoplysnings-Selskabet (eller om i Tidens Løb noget særskilt Selskab blev dannet for Finnestammernes Oplysning) nogle Smaaskrifter som kunde lette Møien for dem, der stride og lide for og under denne Sprogsag. Og saare ønskeligt om f. Ex. Folkevennen, saa længe den monne være til, lige jevnt kunde bringe sine Læsere Beretninger fra Finmarken, om hvorledes det staar og gaar
