truffet til at tale med nogen Kvæn selv om. Jeg gik da hen til Per.
Manden svarede greit paa alle mine Spørgsmaal. Han havde selv læst med Barnet og han havde ganske rigtig hin Plan. Vi fik Bøgerne frem og deriblandt en Bibel, en særdeles vakker udstyret Bog, i Kvart, trykt i Helsingissä (Helsingfors i Finland) 1852, og det var en hel Historie at høre om hvorledes den Bog var kommen først til Tromsø, hvor en Kvæn i Egnen havde vidst at faa nogle Exemplarer forskrevet, saa hid op med en Kvæn, som laa her i Skoven paa Tjærebrænding og af hvem den nuværende Eiermand havde faaet den for 3 Spd.
Nu, i denne velsignede Bog læste Pigebarnet for mig rent og klart, og hun fremsagde sit finske Fadervor og Troesartiklerne flydende og smukt. Jeg kunde ikke forlange det bedre. Men til min store Fornøielse kunde hun ogsaa vort norske Fadervor og vore norske Artikler. Jeg yttrede da det Haab, at Præsten skulde være villig til at konfirmere hende efter hendes vistnok mindre fuldstændige Redegjørelse paa Norsk, og i saa Fald bad jeg da Faderen saa vakkert, som jeg kunde, om at han skulde lade os faa beholde Datteren som norsk Konfirmand. Han tog det ialfald ikke ilde op.
Næste Dag kom Per hen til mig. Vi talte om Meget og Mangt, men der var Et, som laa ham paa Hjerte. Det kom sidst frem. Han bad mig slaa op i den norske Bibel to Steder, som han nævnte for mig, nemlig:
Ps. 78, 2: Jeg vil oplade min Mund med Ordsprog, jeg vil udgyde mørke Taler fra fordum (Tid),
3. som vi have hørt og vide, og vore Fædre fortalte os;
4. at vi ikke skulde dølge det for deres Børn, for den Slægt, som kommer herefter, men fortælle Herrens megen Pris og hans Styrke og hans underlige Gjerninger, som han haver gjort.
5. Thi han oprettede et Vidnesbyrd i Jakob og satte en Lov i Israel hvilke han bød vore Fædre at kundgjøre deres Børn,
