fandtes at være anslaaet for hele Riget 17 Procent høiere end i 1ste Femaar (se § 11, Slutn.)
Men hvorledes gaar det da til, at Omkostningerne for de andre Fattige er steget i samme Tidsrum med 34 Procent (se samme §)?
14. Ved Talen om Fattigpengenes store, og jeg kan nu lægge til, uforholdsmæssige Forøgelse i disse Aar pleier man slaa sig til Ro med den tiltalende Forklaring: „I disse gode Tider, da Skatteyderne selv ere komne i Vane med at leve bedre end før, have de ogsaa villet, at de Fattige skulle have det bedre end før.“
Men dersom en saadan Tanke havde ligget til Grund, saa skulde man ventet at finde en dobbelt Yttring deraf i Fattigkommissionernes Færd, nemlig at de havde imødekommet baade Kravet af de Fattige, som engang vare indtagne paa Fattiglisten og senere begjærede yderligere Tilskud og rundeligere Forsørgelse, og Kravet af de Trængende, som hidtil havde staaet udenfor, men nu begjærede at komme ind paa Listen over de Understøttede. Og i sidste Fald maatte jo Fattiglisten Aar for Aar viist et større og større Antal af understøttede Fattige; men det er det, som vi have seet, at den ikke gjør.
15. De Vanskeligheder, som jeg saaledes finder i Tabellerne, understøtte da en Tvivl, som jeg allerede ellers har været tilbøielig til at nære med Hensyn til Rigtigheden af selve de til Departementet indkomne Opgaver, som naturligviis ligge til Grund for de samme Tabeller.
Det er almindeligt paa Landet, at Fattigkommissionen henimod Aarets Udgang opgjør en Liste over de Personer, som i næste Aar skulle lægges paa Lægd eller tinges bort eller nyde Understøttelse af Penge eller Varer hjemme i sit eget Hus. Dette er, hvad man kan kalde de faste Fattige, og dersom ingen af dem dør eller paa anden Maade gaar ud af Listen i Løbet af Aaret, saa falder det af sig selv, at
