Side:Folkevennen 1863.djvu/66

62

for Husretten, at være kjølnet. Læsebog i Naturlæren er yndet af Børn og Voxne. Asbjørnsens Naturhistorie har oftere været udlaant, men jeg frygter for mindre læst. Læselysten maa jeg antage at være ret god hos Almuen her. Skulde, hvad jeg ikke frygter, Bogsamlingen gaa ind, da vilde dette efterlade et stort Savn hos Mange. Der er de Familier, som Aaret rundt have Bøger fra Bogsamlingen. Des bedre Bogen behager, des længere haves den borte, ja ikke sjeldent, som før bemærket, udover den bestemte Tid, uagtet denne sættes rummelig i Forhold til Bogens Størrelse og andre Omstændigheder. Almuebogsamlingen er forsynet med Skrifter af saavel historisk, naturhistorisk som religiøst Indhold, foruden Noget angaaende Landbonæring, Reisebeskrivelser o. s. v. Efter min Mening bør dette være Tilfældet med enhver Almuebogsamling. Skrifter blot i enkelte Retninger opfylder ikke Bestemmelsen hos Læsere med saa mange Slags Sind og paa saa forskjelligt Standpunkt som Individerne i en Almue staar. Jeg har mødt dem, der have paastaaet, at kun religiøs Læsning duede, Andre, at kun Lovlæsning var nogen Mon i, atter Andre, at kun Fortælling om Kampe og store Krige forslog, helst slige som om Holger Danske o. s. v. Men har man da Lidt af Hvert at byde og lægger et godt Ord ind for Bogen, saa kan man ret komme til senere at faa høre: Den var ret bra, den Boga. Og saa kan man da indsmugle hos Folk Lidt af Hvert siden. I denne Henseende tror jeg at Folkeoplysningsselskabet har virket særdeles meget godt. At to Sogne ere om en Almuebogsamling holder jeg for mindre godt, især i Sødistrikterne. En stor Hindring for en rask Laaneomsætning lægger Vanskeligheden ved at komme til beregnet Tid derhen, man vil, iveien. Endog i samme Sogn blive Bøgerne undertiden Maaneder borte over Tiden, hvor langt mere tungvindt gaar da ikke Sagen Sogn og Sogn imellem. Her er ogsaa Tale om at skille Bogsamlingen sognevis. – Almuebogsamlingen benyttes hovedsageligen af Almuen, dog ogsaa af og til af Fornemme. – Da Næsne Almue synes at have faaet sin Almuebogsamling kjær og da jeg ikke veed, at nogensomhelst Fordom stiller sig op imod den, saa vil jeg haabe, at den fremdeles vil leve. Dens noget farlige Fiende er vistnok de i den senere Tid i saa stor Mon voxende offentlige Udredsler, men Kirkekasserne finde vel Raad til en mindre aarlig Udgift, alt det efter min Mening er rigtigt, at Almuen – og helst da Kommunestyrelsen – har Indretningen kjær.