været udlaante hvert en Gang, saa kan En have regnet dette for 12 Udlaan af „Folkevennen,“ som da er kommet for høit op, en Anden kan have betragtet det bare som 1 Udlaan af hvert Hefte, og da er Tidsskriftet kommet for langt ned. – Temmelig ofte er netop 5te Aargang af Folkevennen nævnt blandt de søgte Bøger; denne indeholder blandt flere Stykker af O. Vig et længere om den sorte Død, og efter den Forestilling, som disse Beretninger have givet mig om de fleste Laantageres Smag, skulde jeg tro, at det er mest det Stykke, som har vakt Opmærksomhed. – Folkevennen er lagt an paa at være et Oplysnings-Skrift, og rimeligvis maa det hos en større Mængde af Læsere staa endog langt tilbage for Underholdnings-Skrifter.
I et Præstegjeld høit oppe i Nordlandene kunde Bibliotheket i 1854 med kun 270 Bøger opvise over 400 Udlaan; i 1861 derimod, da Bogsamlingen var voxet op til 400 Bind, var der kun omtrent 100 Udlaan. Det heder herom:
Denne formindskede Benyttelse indtraadte ved det religiøse Livs særlige Begyndelse i 1857–58, da Læsning af Bibelen, Prædikener og andre religiøse Bøger blev det Hovedsageligste, og omendskjønt hint religiøse Stormveir har lagt sig, er dog Søgningen til de forrige Kundskabs-Kilder ei tiltaget.
En lignende Bevægelse har ogsaa viist sig etsteds i Christiania Stift, i Nærheden af et af Brændpunkterne for det religiøse Liv paa denne Kant af Landet. Her har dog Bevægelsens Aarsag maaske været mindre indgribende; thi det heder, at efter „Sværmeriets“ Ophør har Søgningen til Bibliotheket tiltaget igjen.
Ellers kan det fra flere Steder mærkes, at adskillige af Menigheden ikke ynde eller endog bestemt misbillige Læsning af disse mangehaande Bibliotheks-Bøger, naar det ikke netop er anerkjendt gode Opbyggelses-Skrifter.
