efter en kom til Syne paa Heierne rundt om, i Herred hinsides Farsunds-Fjorden, og i Spind og Spangereid ud mod Lindesnæs – jo flere Ilde, jo fornøieligere! Der borte forestillede vi os samme Travlhed som paa vor egen Haug vi selv, alle Byens Gutter, havde faaet en gammel Baad, den vi med Myreflid havde slæbt op i hel Stand (under Toget sad en Spillemand i Bagstavnen) og saa gjort et Baal af, og til Bygde-Ildene havde de vel hist og her faaet en Tjære-Tønde, og overalt blev der samlet Lyng og Kvist og alskens Brænde.
Nu ere Almue-Bibliothekerne mig Jonsok-Ilde. Det er saa morsomt at se dem tændes.[1] De hilse hverandre fra hver sin Haug og Hei. Jeg skulde bare ønske, jeg kunde komme op paa en Fjeld-Tind saa høi, at jeg kunde se dem alle og tælle hver og en og saa beskrive det muntre Syn, jeg saa.
Og kanske naar en Tid er gaaet, turde jeg atter vove at indbyde Bibliothekernes Bestyrelser til endnu engang og mere samlet at indsende saadanne Indberetninger som dem, ved hvis Hjelp jeg nu har formaaet at øine og tælle en Del af disse tændte Blus.
Det vil mest komme an paa, om jeg kan faa se Tegn til, at Flere dele denne Interesse, saadanne Tegn, som at Mænd, der staa Sagen nær, kunde finde det Møien værd at meddele sine Erfaringer og Formeninger om denne Bibliothek-Sag, dens Forhold til og Indflydelse paa Folkelivet, hvorvidt den fortjener at ophjælpes, og hvorledes det skulde ske. Jeg vilde gjerne tro, at nærværende første
- ↑ Just som dette er skrevet, faar jeg Tidende om et nyt lidet Bibliothek i den allerøverste Bygd af Guldalens Dalføre, Throndhjems Stift. Det skulde først være et Skolebibliothek, for Børnene; men saa vilde de Store ogsaa være med. Hver bringer sin Skjærv, og der spørges, om Folkeoplysnings-Selskabet kan hjælpe til.
