Der kunde Intet være mig kjærere, end at man i! Sverige vilde skjænke mine Folkelivs-Studier Opmærksomhed. Jeg vilde forstaa det som en Yttring af den Tanke, at Folkelivet i dets væsentlige Træk er fælles for begge disse Broder-Riger, og at man fra begge Sider burde lægge an paa at drive Studiet i Fællesskab – noget, jeg ogsaa har hentydet paa i Slutnings-Kapitlet af min Afhandling.
Men netop siden et meget anseet svensk Tidsskrift har viist denne Interesse for dette norsk Emne, har jeg saa meget mere troet at burde vove den Anmodning, jeg nu har fremsat.[1]
Ifjor ved denne Tid meddelte jeg her i Folkevennen en Liste over offentlige Belønninger for Rednings-Daad i Aarene 1845 til 1861. Nu kan jeg, fremdeles ved Godhed af vedkommende Embedsmand i Indre-Departementet, meddele en lignende Liste for Aaret 1862.
- ↑ Denne Anmodning ønsker jeg ret meget paaagtet af Skolelærere, og de ville ialfald ikke tage mig det ilde op, naar jeg siger ligefrem, at de ikke skulle koste Frimærker paa Brevene.
– anføre, at som der ikke har været Tale om noget Forfatter-Honorar til mig fra det svenske Tidsskrtfts Side for Optrykningen af mit Arbeide, saa har jeg ogsaa ved mit Tilbud om at omarbeide en større Del særskilt for samme Tidsskrift udtrykkelig erklæret, at jeg, om jeg overhoved kunde række at faa Arbeidet gjort, ialfald intet Honorar vilde have. Tingen er naturligvis den, at naar et Arbeide af mig skulde fremlægges for t fremmed Publikum, saa ønskede jeg gjerne at faa det lidt bedre istand end det Udkast var, som det her omhandlede Arbeide kan kaldes.
