givelser han befinder sig iblandt, hvilke Interesser der besjeler hans Tidsalder, hvilke Begreber og Forestillinger der opfylder hans Folks Sjel. Om bi havde noget Digt fra Zulu-Folkets Hedenskab, maatte vi ikke maale det med samme Alen som et christeligt Psalmeværk. Det maa heller ikke forlanges af et Aandsværk fra det græske Hedenskab, at det skulde ligne Davids Psalmer eller Esaias’s Prophetier. Men som der har været ikke ringe Slægtskab mellem det gamle græske og det gamle nordiske Folkeliv, saaledes kunne vi endnu den Dag idag lette os Læsningen og Forstaaelsen af Homer ved at samle sammen i vor Hukommelse alt hvad vi have hørt af gammeldags Folkedigtning her hjemme, om Nøkker og Huldrer, om Ridder Roland og Olger Danske. Disse underlige Indbildningskraftens Fostere ere voxede op af den samme dybe Grund som de homeriske DigterBilleder; engang, i Folkets Barne-Alder, fyldte de Hjerterne med Rædsel og Henrykkelse, og i de paafølgende christne Aarhundreder og oplyste Tider har man holdt paa dem som en Tankeleg, omtrent som Homers Heltedigte ere blevne opbevarede og læste indtil denne Dag for deres mærkværdige Livligheds og Yndes Skyld.
Jeg har allerede nævnt Homers Digte ved Navn; det var Odysseen og Iliaden. Hin har Navn efter Odysseus, en af de græske Helte, som havde kjæmpet for Troia, og som maatte udstaa saa mange Eventyr paa Hjemreisen. Iliaden har Navn efter Ilion, der er det samme som Troia eller den Stad, som Grækerne havde hin mærkværdige Krig med. Hvert af disse to Digte bestaa af 24 Sange, og hver enkelt Sang er passende lang til at foredrages for Høvdinge-Hallens Forsamling i Løbet af en Aften. Vi kunne forestille os, at de gamle Grækere havde saa lange Feste som vore Forfædres Jul (fra Jul-Kvelden til 20de Dag Jul), og vi forstaa da, hvor velkommen
